Laudrup: Målene mangler

02.04.2005 19:37

- Det er et af den slags nederlag, der gør rigtig ondt. Vi spiller god fodbold og skaber masser af chancer den første time, har 2-3 chancer vi bør og skal score på, og yderligere 2-3 afslutninger, hvor deres målmand hiver rene kanonredninger ud af ærmet.

- Samtidig holder vi dem stort set helt fra chancer, ud over den ene foræring, der altså afgør kampen, sukker Michael Laudrup efter sæsonens kun andet nederlag i SAS Ligaen.

- Vi giver dem sejrsmålet, og efter sådan en kamp er det noget der svier, fortsætter han. Heldigvis har vi en stor kamp allerede om 4 dage, hvor vi må revanchere det her. Vi har nu spillet 3 kampe i foråret og scoret et enkelt mål, det er naturligvis ikke godt nok, konstaterer cheftræneren.

Prøvelsen

- Det er nu vi må se hvem der kan klare mosten. 2 kampe mod FCK efterfulgt af en udekamp mod Viborg er et hårdt program, men jeg tror faktisk at det er det bedste der kan ske. Vi ved, at det her er det bedste der kan ske for medierne, og der kommer pres på nu. Det der dog helt selvforskyldt, kommer det med selverkendelse.

- Vi spiller rigtig godt i store dele af kampen i dag, men det kan vi ikke bruge til så meget. Vi har fået en dårlig start, og derfor skal vi i de næste kampe vise at vi er stærke nok. 1 mål i de tre kampe siger meget, men jeg må også hæfte mig ved, at der faktisk er ting der lykkes godt i dag.

- Spillemæssigt og indstillingsmæssigt er der ikke så meget at komme efter i dag, men det er et problem at vi ikke scorer mål.

Arbejder videre

På spørgsmålet om, hvorvidt der skulle have været flere angribere på banen til sidst, smiler Michael Laudrup skævt.

- Vi kan næsten ikke være flere i deres felt til sidst. Elmander går helt op på siden af Skoubo, vi sender Wieghorst i feltet, og både Jonas Kamper og Mads Jørgensen er helt med fremme. Jeg synes vi gør hvad vi kan, men det lykkes ikke.

- Vi giver dem så oven i købet en gave i form af et dumt mål, og så er der jo ikke nogen andre at skyde skylden på, end os selv.

- Havde vi spillet af H. til, ville det være en anden historie, men sådan er det jo ikke. Vi skal arbejde videre med det vi har, og så skal vi altså til at score mål. Vi har en del at arbejde med, men der er også ting vi kan fokusere positivt på, runder cheftræneren af.