Laudrup: Klart bedst

20.04.2005 23:41

- Resultatet er selvfølgelig vigtigt, men jeg er mindst lige så glad for vores spil i første halvleg, der gav minder om vores 3-1 sejr i efteråret herinde. Samlet set over de to kampe er vi det klart bedste hold, og i dag formår vi i perioder at få FCK?erne til at løbe mere rundt efter bolden, end de bryder sig om.

Michael Laudrup er godt tilfreds med spil og resultat efter aftenens finale-kvalifikation.

-  Vi har chancerne til at score til 2 og 3-1, inden Kahlenberg scorer, og deres mål til 2-2 er ét af den slags lucky punch man ikke kan gardere sig mod. Det er tydeligt at begge hold vil i finalen, men også tydeligt at sejren i Viborg har givet os en del selvtillid. Spillemæssigt er vi i perioder tilbage på et rigtig flot niveau, og så hjælper det jo også, at vi er begyndt at score, smiler han.

Koldt og roligt

- Når vi erobrer bolden spiller vi os godt ud af det meste, og vi bukker ikke under for det pres, vi ved de prøver at lægge. Vi kombinerer godt, og spiller med ro og overblik, hvilket vel er forskellen i forhold til kampen i ligaen.

- Det er sådan noget som det her vi spiller for. Vi spiller for at vinde titler, og det har vi muligheden for nu. Det bliver en gentagelse af den sidste finale vi var i, og begge hold tørster nok efter revanche. FC Midtjylland efter den sidste finale, og os efter den kamp de vandt for et par uger siden.

Om valget af Sebastian Svärd til back-pladsen fortæller Laudrup:

- Sebastian er hurtig og aggressiv, og vi forventede at han skulle ud i dueller med dels Hoseth og dels Zuma og Santos. Han matcher dem i hurtighed, og har faktisk været blandt vores bedste i alle de kampe vi har spillet mod FCK.

Ser fremad

- Det er dejligt med den her finaleplads, og specielt dejligt at slå netop FCK ud. De to kampe, som vi styrer i store perioder, opvejer lidt vores nederlag, og mentalt er det klart at det betyder meget. Der kan ikke tales om vendepunkt som sådan, for det kræver jo at vi vinder de næste kampe, men det er klart, det er endnu et godt rygstød.

Cheftræneren runder af med at se frem mod næste opgave:

- Når det er sagt, er vores førsteprioritet stadig ligaen og mesterskabet. Vi tager én kamp af gangen, og vi tænker ikke på finalen før vi når så langt. Vi nyder det da i dag, men i morgen er fokus allerede på Silkeborg, som igen er en kamp der skal vindes.