Laudrup: Ikke sort/hvidt

24.04.2005 22:19

- Selvfølgelig er man ikke tilfreds efter sådan en kamp. Det ligner meget det vi så på samme bane mod FC Midtjylland, hvor vi spiller en god kamp, skaber rigeligt med chancer, men alligevel ikke får scoret. Forskellen selvfølgelig, at vi i dag holder nullet selv og får et point, men vi formår altså ikke at omsætte spil og chancer til mål.

Michael Laudrup har svært ved at finde en grimasse der kan passe efter endnu et dumt pointtab, men virker ganske afslappet efter kampen.

- Vi har chancer til en komfortabel sejr i dag, og vi fortsætter hvor vi slap onsdag, rent spillemæssigt. Vi scorede to i lørdags og to i onsdags, så det er jo ikke fordi vi ikke kan lave mål, men i dag har vi nogle situationer, hvor vi skal være mere direkte.

- Nogle gange triller vi lidt for meget, men med så mange afslutninger skal der jo være lidt af hvert, ironiserer han med et skævt smil.

- Ipsen har også et par rene fantomredninger, men allerede på det tidspunkt bør og skal vi være foran, mener cheftræneren, der dog ikke ser tingene sort/hvidt.

Ser fremad

- Vi har tabt de point vi nu har tabt, og vi kan ikke bruge det i tabellen, at vi har spillet godt og skabt chancer nok. Men i vores videre arbejde er det klart, at vi holder fast i den spillemæssige udvikling, og jeg synes ikke der er nogen grund til, at hænge med hovederne.

- Jeg ser indad og arbejder videre med holdet, og jeg er ikke bekymret. Vi har et godt hold, vi fører ligaen og er i pokalfinalen.

- I onsdags snakkede journalisterne om, at nu ruller vi igen, hvor jeg manede lidt til besindighed. I dag er journalisterne ude efter at få historien om, at vi ikke vinder noget som helst, og her må jeg igen må jeg sige at verden ikke er sort og hvid.

- Vi scorer ikke på vores chancer i dag, og derfor står vi her og snakker om de negative ting. Havde vi scoret på bare halvdelen ville alle have ment, at vi spillede en fantastisk kamp. Det er realiteterne, og sådan er fodbold.

- Vi arbejder videre og tager opgaverne én af gangen, lover Laudrup som afrunding på dagens presseseance.