Klasse!

20.04.2005 13:30

Det var en af de kampe, der vil blive husket længe - ikke kun pga. resultatet. Aftenens pokalbrag, 2. semifinale, i Parken mellem F.C. København og Brøndby IF var velspillet, tempofyldt og dramatisk - alt i alt en fremragende fodboldkamp på højt niveau. Der var masser af målchancer i begge ender og de 24.126 tilskuere fik fire mål at varme sig på - fordelt på to til hver.

Dermed spillede Brøndby sig i pokalfinalen efter den første kamp blev vundet 1-0 på Brøndby Stadion. Morten Skoubo scorede det vigtige mål til 0-1, og da Thomas Kahlenberg i 2. halvleg scorede til 1-2, var triumfen i hus.

Klar til kamp

Allerede fra kampens start viste Brøndby IF at det seneste 3-0 nederlag til F.C. København i SAS Ligaen skulle revancheres. Kun to minutter skulle der gå før Jonas Kamper kom frem til en åben målchance, og dermed var første advarsel givet til hjemmeholdet.

Det var tydeligt at Brøndby IF havde læst på lektien, og var her, dér og alle vegne i kampens indledende fase. F.C. København tog dog hurtigt udfordringen op, og dermed var der intensitet og ganske flot spil til de over 24.000 tilskuere. Asbjørn Sennels havde noget at hævne fra den seneste kamp, og sammen med resten af forsvaret, med Sebastian Sværd som ny mand på højrekanten, blev der lukket godt og effektivt af for Santos og Zuma i det københavnske angreb.

Skoubo park

Som kampen skred frem var det tydeligt, at det for gud ved hvilken gang igen ville blive altafgørende hvem af de to hold der scorede det første mål; chancerne var der til begge sider, men det blev Morten Skoubo der åbnede for ballet. Efter lidt klumpspil i hjemmeholdets straffesparksfelt, kunne Skoubo i det 38. minut, med en let fod score et meget vigtigt mål for de blå-gule.

Dermed var Brøndby IF foran med 2-0, og hjemmeholdet skulle herefter score tre gange for at bringe sig i finalen. Der kom ikke flere scoringer i de første 45 minutter og dermed havde Brøndby IF et formiddabelt udgangspunkt for anden halvleg.

Masser af chancer

Brøndby IF startede anden halvleg som første med lækkert chanceskabende spil, dog uden at formå at udnytte de mange chancer. Værst var det da Johan Elmander helt fri foran mål headede over mål på et flot indlæg fra Jonas Kamper. Minuttet efter var der en nærmest helt identisk situation i den anden ende af banen, og Santos viste skarpheden og scorede for F.C. København.

Dermed var der fornyet energi til hjemmeholdet, og troen på at de to sidste mål skulle komme begyndte at vise sig hos københavnerne. Thomas Kahlenberg ville det dog anderledes og på et fantastisk gennemspillet angreb scorede han, men meget forkert blev målet dømt off-side.

Afslutningen

Hjemmeholdet satte alle kræfter ind i kampens sidste 25 minutter. Peter Møller kom ind, og dermed havde F.C. København 3 mand i angrebet, hvilket naturligt skabte problemer i Brøndbys forsvar. Derefter tog Kahlenberg dog over igen, og scorede et lige så flot mål som det bortdømte, efter godt bandespil med Johan Elmander i det 72. minut. Målet tog gassen af ballonen hos hjemmeholdet og med Casper Ankergren som sikkerheden selv, var der lukket i Brøndbyforsvaret.

I det 85. minut lykkedes det dog for F.C. København at udligne til 2-2, hvilket gav en meget intens og dramatisk slutfase, hvor alt blev sat ind på få de sidste mål der ville sikre hjemmeholdet pladsen i pokalfinalen.

Målene udeblev, og dermed er Brøndby IF klar til en festlig Kristi Himmelfartsdag i Parken. Her er modstanderen FC Midtjylland, og der er dermed lagt op til en gentagelse af pokalfinalen tilbage i 2003.

Ekstra på brondby.com