Kamper: Vigtigt med tidligt mål

28.04.2005 13:39

Lørdag kommer oprykkerne Randers på besøg, til en af de kampe Brøndby IF skal vinde. Efter et pointfattigt forår, senest med 0-0 hjemme mod Silkeborg, er Jonas Kamper helt på det rene med vigtigheden af hjemmekampen.

- Det er helt sikkert en kamp der skal vindes. Den kommer nok til at ligne kampen fra i weekenden. Vi får meget spil og forhåbentlig også mange chancer, og så er det så vigtigt vi får scoret et tidligt mål, så vi kan spille frit inde på banen, fortæller offensivspilleren til brondby.com i et lang mediainterview.

I sæsonens to første opgør mod Randers, har Brøndby vundet 2-0 begge gange. I det første møde på Brøndby Stadion scorede Jonas Kampers endda det første mål, sæsonens 2. træffer af 3 hidtil.

- Mine mål glemmer jeg sent. Der er ikke så mange af dem så det er noget jeg husker, griner han højt og beskriver det vigtige mål foran 17.607 tilskuere.

- Efter en hjørnesparkssituation og efter lidt pinpong i det lille felt, stod jeg på det rigtige sted og bankede bolden i kassen. Det var en forløsende scoring i sådan en kamp, og kan vi komme tidligt foran på lørdag, vil det i hvert fald gavne os som i de andre kampe mod Randers.

Jonas Kamper rundede for nylig 100 1. holdskampe i Brøndbytrøjen på udebane mod Viborg, hvor det hidtil er blevet til 13 scoringer. I denne sæson i SAS Ligaen lyder målsnittet på 0,13 mål, en statistik den hurtige kantspiller, med et stort smil, erkender ikke er godt nok.

- Det er da helt sikkert - jeg scorer for få mål. Det er målene der bliver lagt mærke til og dem scorer jeg for få af. Det er noget jeg arbejder meget med til træning, for at komme frem til flere afslutninger og blive bedre til at afslutte. Jeg er udmærket klar over det vil forbedre mit spil, forklarer Kamper der fylder 22 år på tirsdag.

Du kan høre hele interviewet med Jonas Kamper her - et mediainterview hvor Jonas Kamper bl.a. lover en scoring fra hans fødder.

Jonas Kamper tiljubles af holdkammeraterne efter scoringen mod Randers

Jonas Kamper jubler med holdkammeraterne efter han scorede mod Randers på Brøndby Stadion, et af sæsonens tre mål hidtil i SAS Ligaen. Derudover har han scoret et mål i pokalturneringen og et enkelt i Royal League.

Ekstra på brondby.com