Formstærke midtjyske gæster

22.04.2005 09:38

Fuldstændig som da Silkeborg senest var på besøg på Brøndby Stadion, er det et formstærkt midtjysk mandskab, Brøndby skal op mod i den næste Superligakamp.

Før den seneste kamp på vestegnen mellem de to klubber lå Silkeborg rent faktisk på SAS Ligaens førsteplads. Alligevel blev det de blå-gule, der hev en 1-0 sejr i land på mål af Martin Retov efter en lille halv times spil.

Før søndagens sene eftermiddagskamp er Silkeborg kun nummer otte, men ser man på formbarometeret, er historien en ganske anden. Indenfor såvel de seneste 10 som de seneste fem opgør har Silkeborg det mandskab, der har klaret sig som det fjerdebedste, mens Brøndby ligger på tredjepladsen.

Silkeborg har dog haft visse problemer med at præstere på udebane, hvor det indtil videre kun er blevet til to sejre i 12 kampe og i alt blot ni point i denne sæson.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk

Thomas Kahlenberg i duel med Silkeborgs Ulrik Pedersen i sæsonens første indbyrdes opgør

Silkeborg-anfører Ulrik Pedersen står i spidsen for et formstærkt jysk hold.