Faxe: Tiden arbejder for os

20.04.2005 09:51

- Efter den første kamp har vi måske en lille fordel. Det var et udmærket udgangspunkt vi skaffede os, og vi ved at F.C. København skal frem og score mindst et mål i aften. Hvis vi scorer et mål skal de pludselig score tre gange mod os, så tiden vil arbejde for os i aften - det ved alle.

Inden aftenens returopgør i semifinalen mod F.C. København, er Brøndbys assistenttræner John "Faxe" Jensen helt på det rene med vigtigheden af aftenens pokalkamp - en kamp der betegnes som en af sæsonens vigtigste.

- Man skal huske på hvilken klub vi repræsenterer. I Brøndby IF går vi altid efter at vinde. Vi vil vinde alle titler vi spiller med om, og det her er altså en af dem vi vil vinde. Vi vandt den i 2003 og alle der var med gengang, og husker hvordan det var, vil vinde den igen. Det kræver en stor indsats i aften, og det er spillerne forberedte på. Vores gejst er god og vi sætter alt ind efter finalepladsen.

- Spillerne tror virkelig på det, og det gør vi trænere også. Optimismen er stor og humøret er højt efter sejren i Viborg. Der var vi måske en lille smule heldige i enkelte situationer, og det kunne være dejligt hvis det også kunne tilsmile os i aften mod FCK, smiler han afslappet.

Spillertruppen har overnattet på hotel for at forberede sig bedst muligt til arvefjendeopgøret. Her er der blevet tanket godt op med kræfter over natten og assistenttræneren understreger endnu engang aftenens mission.

- Vi skal i finalen - koste hvad det koste vil. Kampen handler også om revanche for os efter nederlaget derinde forrige weekend. Spillerne har evnerne til det og det er jeg sikker på vi kommer til at se i aften.

Kampen spilles i aften kl. 20.00 i Parken. hele opgøret kan følges på liveupdaten her på brondby.com fra kl. 19.30.

Brøndbyspillerne på banen til SAS Liga opgøret forrige søndag

John "Faxe" Jensen forudser en intens kamp i aften, hvor Brøndby har en 1-0 sejr i bagagen fra det første semifinaleopgør.