Faxe: Oplægget er det samme

29.04.2005 13:08

- Efter en mandag hvor vi var skuffede, har der været et rigtig godt humør til træning. Der blev evaluteret og der er blevet arbejdet godt i ugens løb, med høj intensitet og troen på egne evner. Fra onsdag har vi arbejdet hen mod kampen mod Randers. Vi har snakket om hvad vi gjorde godt mod Silkeborg og har fokuseret meget på alle de gode ting vi gjorde, fortæller assistenttræner John "Faxe" Jensen inden lørdagskampen mod Randers og uddyber.

- Vi spiller en rigtig god kamp og Michael og jeg var meget tilfredse, selvfølgelig med undtagelse af det manglende mål. Vi gør mange ting korrekt og var klart bedst kampen igennem. Langt de fleste afslutninger var de rigtige afslutninger. De var modsat tidligere på året, indenfor målrammen, men lige i den kamp havde de en målmand med otte arme. Det var en af de bedste redninger herude i mands minde. Jeg var i hvert fald på vej ind på banen for at juble over scoringen, smiler han om Henrik Ibsens overtidsredning på et hovedstød fra Morten Skoubo - et hovedstød der blev reddet helt oppe i krogen.

Thomas Kahlenberg i løb med bolden mod Silkeborg

Brøndbyholdet tilspillede sig masser af chancer mod Silkeborg, uden dog at omsætte dem til mål.

Bygger videre på det positive

I ugens løb har fokus i høj grad været på de positive elementer fra Silkeborg-kampen.

- Vi lægger op til at vi skal spille på nøjagtig samme måde som mod Silkeborg. Kan vi gøre det igen, er jeg sikker på vi nok skal vinde. Vi ved at vi stort altid "kun" skal score et enkelt mål, da vores defensiv fungerer rigtig godt. Vi står godt på banen og det er meget få gange et hold tilspiller sig chancer mod os.

- Vi skal bare blive ved og det ved spillerne også. De tror på det og lige pludselig vender det for os. Hvis man kan tale om "revanche" efter 0-0 hjemme mod Silkeborg, tror jeg vi får et hævntørstigt Brøndbyhold at se, fortæller assistenttræneren der håber på maksimal opbakning fra et velbesøgt Brøndby Stadion.

- Det er vigtigt at alle, og her mener jeg ikke kun spillerne, men også fansene, forstår at en kamp varer 90 minutter. Hvis vi nu ikke har scoret et langt stykke inde i kampen, er det virkelig dér vi har brug for opbakningen. Vi så det bl.a. mod Silkeborg, hvor spillerne bliver ved at presse på kampen igennem, og var meget tæt på målet helt til slut, og det er i de faser vi virkelig har brug for hjælpen fra Faxe-tribunen. Når kampen er slut og hvis folk er utilfredse over hvad de har set, er det selvfølgelig tilladt at buhe, men det hjælper ikke noget at gøre det når kampen er i gang og spillet kører, slutter assistenttræneren der har en god fornemmelse i maven inden kampen i morgen kl. 17.00.

- Jeg tror på det og det ved jeg spillerne også gør!

Brøndbyspillerne løber på banen mod Silkeborg

Spillertruppen håber på optimal opbakning fra lægterne - gennem alle 90 minutter.