Endelig sejr i Viborg

16.04.2005 13:43

Endelig sejr! Mod al statistik sejrede Brøndby IF i dag 2-0 over Viborg på udebane. Dermed fik de blå-gule sæsonens første liga-sejr.

Morten Skoubo forløste SAS Ligaens tophold i det 14. minut da han headede Johan Elmanders indlæg ind bag Jesper Christiansen i Viborgmålet. Og i kampens døende minutter cementerede Thomas Kahlenberg sejren, da han for øjnene af 9.215 tilskuere driblede ind i feltet og afsluttede hårdt op i netmaskerne bag keeperen.

Det forløsende mål

Kampene mod Viborg FF byder traditionelt altid på intense kampe med godt spil, og eftermiddagens kamp var ingen undtagelse. Fra kampens start var Brøndby IF meget offensive og måsøgende og allerede efter fem minutter fik Brøndby IF en god chance til at bringe sig foran, men uden held.

De mange fremmødte Brøndbytilhængere skulle ikke vente længe før det første skridt mod foårets første liga-sejr blev taget. Efter 14. minutter satte Skoubo hovedet på et indlæg fra Elmander og snød Jesper Christiansen i Viborgmålet. En fantastisk start, som helt klart var med til, at lægge ro på Brøndbys spil.

Viborg FF prøvede med sit offensive spil at lukrere på gæsternes dårlige sæsonstart og lagde et stort pres på Brøndbyholdet. Midt i halvlegen var et farligt langskud fra Viborg, tæt på at bringe balance i regnskabet, men overliggeren reddede for Casper Ankergren og Brøndby IF. Viborg var kommet mere med i kampen, dog uden at skabe de helt store måchancer.

Kamp mellem lægterne

At kampen var intens og underholdende, blev bedst understreget omkring den halve time, hvor spillet bølgede frem og tilbage med gode chancer til begge sider, men da de første 45 minutter var gået, kunne de blå-gule gå til pause med en meget vigtig 1-0 føring.

Cheftræner Michael Laudrup ændrede på opstillingen fra anden halvlegs start, hvor Dan Anton Johansen blev taget ud til fordel for Sebastian Sværd. Efter godt 10 minutter af anden halvleg kunne Brøndbys Johan Elmander have udbygget føringen, men Jesper Christiansen holdt med en flot redning Viborg FF inde i kampen.

Brøndby IF kom generelt set flot fra start i anden halvleg, hvor Viborg FF virkede frustrede og lavede mange frispark. Også på lægterne førte de blå-gule an. Det kom endda så vidt, at stadionspeakeren måtte bede om hjemmetilskuernes hjælp i kampen mod de engagerede Brøndbysupportere. 

Ond ånd i stramme tøjler

Efter godt en times spil valgte trænerteamet at en mere defensiv opstilling, hvor en ellers godt spillende Jonas Kamper blev skiftet ud til fordel for Morten Wieghorst.

Som kampen skred frem kom Viborg FF længere og længere frem på banen, og var i flere omgange faretruende tæt på at udligne, men Casper Ankergren var sikker i målet. En enkelt frækt frispark fra venstrekanten snød ham dog, men igen var overliggeren i vejen for hjemmeholdet.

Mod kampens slutning kom Brøndbys onde ond, evigt farlige Søren Frederiksen, på banen. Samtidig blev en træt Johan Elmander skiftet ud hvilket gav plads til den debuterende Henrik Kildentoft.

Søren Frederiksen kunne dog ikke gøre den forskel, han ellers så tit har gjort mod lige præcis Brøndby IF. Trods et massiv pres på Brøndbymålet lykkedes det ikke Viborg FF at score mod et formiddabelt kæmpende Brøndbyhold, og i dommerens overtid kunne Thomas Kahlenberg sikre den hårdt tiltrængte sejr. Med nærmest alle Brøndbyspillere i forsvaret skabte han selv den kontra og det mål der sikrede Brøndby sejren på 2-0.

Ekstra på brondby.com