Per: En grim plet

14.03.2004 00:00

- Stoltheden får et ordentligt knæk sådan en dag; det var sgu pinligt. Per Nielsen er meget på linie med sin cheftræner, og har ikke nogen logisk forklaring på det store nederlag til Esbjerg. Vi skal videre på lørdag, og melde os ind i guldkampen igen. Spiller vi sådan her, har vi i hvert fald meldt os ud, konstaterer han.

- Vi ved vi kan spille langt bedre, og det viser vi jo også i et kvarters tid, hvor vi rent spillemæssigt virkelig kommer frem på banen. Så scorer de endnu et mål, og 10 minutter senere er vi bagud 5-1. Det var helt surrealistisk, de scorede stort set hver gang de var i feltet.

- Jeg føler egentlig at vi er helt klar som vi skal være det inden kampen. Optakten har været god, stemningen i truppen er fin og lige indtil dommeren fløjtede kampen i gang virkede vi helt klar. Det var vi altså ikke.

- Esbjerg spiller meget godt, men vi må slet ikke gå ned som vi gør. Det er nu vi skal vise at vi er et klassehold, nu vi skal knytte næverne og vise os selv, at vi er så gode som vi mener vi er.

Ros - og ris

- Jeg vil godt rose publikum for at holde støtten i anden halvleg, det var imponerende. Der er dog en grim plet, der ikke hører hjemme i Brøndby. Den behandling Asbjørn fik er ikke Brøndby værdig. Udover at vi ved han er en klassespiller laver han ikke flere fejl end nogen anden i dag, og Brøndby er simpelthen for stor en klub til sådan en opførsel, kommer det bestemt fra Per Nielsen, der dog godt kunne forstå utilfredsheden med holdet.

- Jeg gik ned og gav én af fansne min trøje efter kampen. Så var der da én, der fik lidt for pengene i dag, får han indskudt inden han trasker tilbage i omklædningsrummet.

Martin Retov

- Det var en dum advarsel, nu kan jeg holde fri næste weekend, fortæller Retov lakonisk.

- Som de andre ved jeg ikke hvordan jeg skal beskrive følelsen lige nu. Vi skal se os selv i spejlet alle sammen, for det vi leverer i store dele af kampen er jo ikke godt nok til superligaen. Esbjerg er flere klasser over os, og scorer på alt de kommer i nærheden af.

- Ved 2-0 kommer vi godt igen, men så går det helt galt. Det var en grotesk oplevelse, som jeg aldrig har prøvet før. Det var en forfærdelig indsats, og så foran 28.000 tilskuere. Vi ville gerne vise det hele, men endte med at vise lidt for meget, konstaterer han ironisk.

- Der var meget stille i pausen. Vi vidste alle at den var helt gal, og her bagefter er det ikke bedre. Vi må ud på træningsbanen og arbejde, og så må vi rejse os på lørdag. Det SKAL vi simpelthen.