Laudrup: Ufatteligt vigtigt

12.03.2004 00:00

Som noget nyt vil brondby.com fra og med denne runde bringe cheftrænerens tanker forud for rundens kamp. Michael Laudrup kommenterer her søndagens modstander fra den jyske vestkyst, som på linie med hans egne tropper imponerede efteråret igennem. Beskeden er ganske klar:

- Det er logik for burhøns, at det er en ufattelig vigtig kamp vi skal spille på søndag. Der er kæmpe forskel pånul ogseks points i en så kort halvsæson som denne, og en sejr vil være uhyggelig vigtig!

- Vi står godt inden kampen; vi har spilletto tempofyldte opgør, og mærkede i kampene mod Barca, hvordan det er, at spille mod en modstander, der ér oppe i tempo. Træningskampe kan aldrig blive det samme som turneringskampe, og vi bør have en fordel i de første par runder af foråret rent tempomæssigt.

Esbjergs flotte efterår

- Når det er sagt må vi også sige, at søndagens modstander ikke er hvem som helst. Esbjerg havde resultatmæssigt et efterår, der i forhold til forventningerne faktisk var på højde med vores på mange måder. De har et godt sammenspillet hold, der stort set har formået at stille med de samme 11 hver gang, og det giver naturligvis en tryghed i truppen.

- De har derudover fået tilgang af en svensker, som er udset til at erstatte Bechmann. Jeg skal erkende at jeg ikke kender meget til ham, men det betyder egentlig også mindre hvem de stiller med. Vi fokuserer som altid på vores eget spil, og laver ikke noget om. Heller ikke i forberedelserne til kampen.

- Vi vil prøve at spille som sidst vi mødte dem. Det virkede som om de havde stor respekt for os, og efter en rimeligt lige halv time var vi en klasse over dem i de sidste 60 minutter. Jeg gentager gerne 3-0 sejren, men mindre kan da også gøre det, kommer det med et grin.

Ikke tid til de andre

De sidste par sæsoner har et enkelt hold skildt sig ud inden forårsstarten, men sådan er det ikke i år.

- Jeg ved godt at mange taler om FCK's 7 points, men Esbjerg er altså kun 3 efter, og det er et meget kort forår denne gang. 13 kampe på 11 uger betyder, at der slet ikke bliver tid til at tænke så meget på de andre. Derudover skal vi måske spille 5 pokalkampe, og så er der landsholdet..

- Vi skal give den alt hvad vi har i de næste 11 uger, og det er vi klar til. Jeg kan mærke at spillerne glæder sig til at komme i gang med sæsonen. Forspringet på 3 points udvides forhåbentligt allerede på søndag, og så tager vi kampene som de kommer.

Laudrup vil også godt komme med en lille opfordring til fansne:

- Jeg vil meget gerne understrege vigtigheden af, at alle bakker op om holdet på søndag. Det er en ufattelig vigtig kamp, som kan give et kæmpe afsæt mod målet, og jeg ved at spillerne ser frem til at starte foråret på Brøndby Stadion.