Laudrup: Det var ok

04.03.2004 00:00

- Spørg den enkelte. Sådan noget ved man som spiller, så klart og entydigt lød Michael Laudrups svar da en journalist ville vide hvem af hans spillere havde skuffet i aftenens 1-2 nederlag til FC Barcelona på Camp Nou. Dén slags evalueringer hører til i omklædningsrummet og ikke på en pressekonference, indikerede cheftrænerens attitude, men skuffet var han. Dog ikke over resultatet.

- Vi taber 1-3 samlet til et hold på højeste europæiske niveau, og selv om det aldrig er sjovt at tabe, synes jeg at resultatet er acceptabelt. Men når vi kunne se at dette var en kamp som Barcelona bare skulle have overstået, skuffer det mig at vores indsats ikke var bedre. Vi skal have bolden mere, og vi skal længere frem på banen. Dét kom vi ikke, og det er ærgerligt.

Laudrup udlægger teksten på post-match pressekonferencen.

Nervøse spillere

Samtidig indikerede Laudrup at nervøsitet over mødet med Camp Nou måske havde påvirket spillerne, hvilket han dog i samme øjeblik affærdigede som en forklaring på indsatsen.

- Kan man spille på Arena AufSchalke foran 50.000 tilskuere der virkelig larmer, kan man også spille på Camp Nou. Hvis man i dag lukkede øjnene, kunne man jo ikke høre om der var 10.000 eller 60.000 på lægterne. Det er helt ok at være nervøs, men det bør gå over efter et par minutter på banen, lød det fra Laudrup.

Længe før hjemmepublikummet var de medrejsende Brøndbyfans på plads.

Værdifulde erfaringer

Europæisk fodbold er et overstået kapitel dette forår, og nu kan trænere og spillere fokusere på forsvare og udbygge SAS Ligaens førsteplads. Og her har de to kampe mod Barcelona under alle omstændigheder givet de blå-gule et forspring i forhold til liga-konkurrenterne.

- Mod Esbjerg møder vi et hold der kun har spillet træningskampe, hvorimod vi har været oppe mod et hold i europæisk topklasse der spiller vores type fodbold. Derhjemme spiller vi jo som Barcalona, i mindre målestok naturligvis, med tempo og kombinationer. Og at spille to kampe mod et sådant hold, giver os en naturligvis fordel, vurderede cheftræneren inden han slog over i spansk.

Ekstra på brondby.com