Jeg glæder mig til på søndag

10.03.2004 00:00

For på søndag spiller den klub og det hold, jeg holder med, nemlig topkamp i SAS Ligaen. Vores sidste træningskamp var god. Vores trænere er optimistiske, spillerne er klar og tripper for at komme igang osv. Nu skal vi i gang med det det drejer sig om: Kampen om det danske mesterskab.

Forleden meddelte vi, at vi ikke forventede at tage sæderne ned på Nedre Faxe her i foråret. Det er mest af rent praktiske årsager. Efter klubbens opfattelse ville det ikke få betydning for stemningen på stadion. Det blev med al tydelighed understreget til kampen mod Schalke 04. Aldrig har der været en sådan stemning på Brøndby Stadion, og der var som bekendt sæder på Nedre Faxe den aften. Men i løbet af få timer føg det med grove beskyldninger og injurierende bemærkninger på forskellige fandebatsider på internettet. Tingene gik fuldstændigt i selvsving.

Efter min mening helt urimeligt - i hvert fald helt ude af proportioner.Vi har Danmarks bedste fans. Det er vi stolte af. Men her er et tilfælde, hvor I går lidt for meget i selvsving. Der er endda blevet truet med strejke i form af manglende opbakning til vores spillere på banen. Ærlig talt: Den er helt gal. Det skal da ikke gå ud over spillerne, at man er sur på direktøren! I Brøndby IF bakker vi op om vort hold - også selvom der er taget nogle beslutninger vi ikke er helt enige i. Det kan udtrykkes således: Supra societatem nemo.

I øvrigt

Hvis planen var, at sæderne aldrig skulle tages ned igen, så havde vi naturligvis ikke købt aftagelige sæder til tribunen. De er faktisk en del dyrere end de fast monterede. Sæderne vil naturligvis fra tid til anden blive taget ned. Foreløbig har vi ikke planer om at gøre det i dette forår. Det kan være at tilskuerstilstrømningen bliver så stor, at vi må revurdere. Sådan er det. Beslutninger tilpasses de foreliggende omstændigheder. Kun tiden vise hvad fremtiden bringer også i den sammenhæng, men der er ingen grund til at male fanden på væggen af den grund..

I Brøndby IF er holdningen i øvrigt, at der er altid grund til at have respekt for andre mennnseker - også selvom de har andre synspunkter end en selv.

Jeg glæder mig til på søndag, og jeg håber, at vore fans på Faxe og alle andre steder på Brøndby Stadion er klar til at give vores spillere den massive og betingelseseløse opbakning som de og deres dygtige trænere fortjener.

Per Bjerregaard