Ingen forløsning i Farum Park

28.03.2004 00:00

Brøndby IF forspildte i aftenens kamp mod FC Nordsjælland chancen for igen at bringe sig i front i SAS Ligaen. Trods tre-fire chancer i 100 procents-klassen og et underkendt mål måtte Laudrups drenge forlade Farum Park med blot det ene point.

Status før aftenens kamp i SAS Ligaen var at begge de nærmeste konkurrenter havde sat point til, og dermed var udgangspunktet for Brøndby IF, at holdet med en sejr over FC Nordsjælland i Farum kunne tilbageerobre den førsteplads i SAS Ligaen, som de blå-gule mistede i forårets første kamp.

God optakt

Solen skinnede over Farum Park og lovede godt for en underholdende kamp, som vi tidligere har set mellem de to hold. Banen derimod bar mere tegn af at være en pløjemark, end en fodboldbane. Om det var de ringe forhold der gjorde første halvleg til en rodet affære, skal her være usagt, men ingen af de to hold fik ordentligt gang i spillet, som til tider bar meget præg af mange fejlafleveringer og tilfældigheder.

De to rutinerede spillere Morten Wieghorst og Andreas Jakobsson måtte begge melde fra til dagens kamp grundet skader, så i startopstillingen var der blevet plads til unge Thomas Hansen på pladsen ved siden af Per Nielsen. En opgave den talentfulde spiller tog til sig, og viste samtidig at fremtiden også på den plads er sikret. Det skal dog dertil siges at den ambitiøse spiller nok må væbne sig med tålmodighed; Brøndbys anfører Per Nielsen leverede vanen tro en betonsolid indsats, fuld af autoritet somen meget sikker sidste skanse.

Defensiven, der var kampens lyspunkt, fik da også afholdt hjemmeholdet fra åbne målchancer i første halvleg, og da Mattias Jonson heller ikke fik scoret på sin store chance, måtte de to hold gå til pause uden mål.

Flere chancer

Pausen bød på en udskiftning for Brøndby IF?s vedkommende, da Karsten Johansen blev erstattet af Peter Foldgast. Mattias Jonsson blev rykket op i angrebet, og der blev skiftet til 4-4-2. Denne omstilling øgede presset på FC Nordsjælland, og selvom det spillemæssigt heller ikke blev den store oplevelse efter pausen, dominerede Brøndby gennem hele halvlegen.

Flere og flere chancer bød sig, men angriberne formåede ikke at få udbytte af deres anstrengelser.

Som tiden gik i anden halvleg var det spil til et mål; hjemmeholdets. Lige meget hjalp det, for trods flere 100 % chancer ville bolden bare ikke ind. I kampens overtid fik Per Nielsen dog headet bolden gennem armene på FC Nordsjællands japanske målmand og i mål; dommer Claus Bo Larsen fløjtede da også, men desværre for gæsterne for frispark. Han mente åbenbart, at Peter Foldgast havde presset Yoshi i FC Nordsjællands mål for meget.

Kampen endte som den begyndte; uden mål.Selvom FC Nordsjælland absolut bør være mest tilfreds med resultatet, har Brøndbys spillereen opgave foran sig på træningsbanen den kommende uge.

Hvis man vil vinde kampe, er man nødt til at udnytte de chancer man får, og chancer var der nok af i dag.Efter en tur rundt i landet de sidste par runder er det nu blevet tid til at vende tilbage til Brøndby Stadion, hvor Herfølge kommer på besøg den kommende lørdag kl. 17.00. En kamp der skal vindes.

Ekstra på brondby.com