Laudrup vil have tre point på søndag

19.05.2004 00:00

- Ja, der blev gået til den i dag! I de sidste 10-12 dage handler det om at variere det lidt for spillerne, og i dag var der god intensitet på. Så slapper vi lidt mere af i morgen, smilede Michael Laudrup efter dagens træning, der bød på masser af afslutninger.

Størstedelen af træningen handlede om udfordringer og afslutninger, og efter en lidt sløj start hvor der gik lidt tid før den første bold var i kassen, fik spillerne hul på bylden. Karim Zaza og er Ankergren havde rigeligt at se til, og hele fire gange måtte de sågar bruge hovedet for at stoppe boldene.

- Enhver der har spillet fodbold ved at man lige skal igang efter en fridag, og sådan var det også i dag. Efter en lidt sløv start blev der trænet godt igennem i dag, forklarede Laudrup om dagens træning.

Michael Laudrup kunne i dag overvære en god træning med høj intensitet.

Går efter sejren

Peter Foldgast og Mattias Jonson, for blot at nævne et par stykker, var blandt de bedste under dagens træning, der styrkede spillernes skarphed.

- Sådan bliver det også i næste uge. En masse afslutninger, men i det hele taget varierer vi det meget her til sidst. Det er jo de færreste der mangler grundformen nu, fortæller Laudrup der ser frem til søndagens sidste SAS Liga kamp mod Frem.

- Søndag handler det om tre points. Skal vi have dem, skal vi lave mål, og det er klart at fokus ligger der. I weekenden kom Lorentzen og Absalonsen ind, og gjorde det rigtig godt, og jeg forventer lidt af den gejst igen på søndag, slutter cheftræneren.

Thomas Kahlenberg og Mattias Jonson bliver coachet af John Faxe.

Der var fuld knald på dagens træning.