Kamper: Skal tro mere på mig selv

19.05.2004 00:00

- Jeg er godt klar over det ikke har været så godt spillemæssigt fra min side her i foråret. Jeg har manglet den afgørende selvtillid i situationer, hvor jeg har haft mulighed for at sætte en mand af. Jeg har godt nok været med i en del mål, men jeg føler ikke jeg har været på det niveau jeg kan, og det er noget jeg arbejder meget med - både under træning og kamp.

Jonas Kamper lagde ikke fingre imellem da han i går formiddags evaluerede en forårssæson, der ikke har indfriet den hurtige kantspillers egne forventninger. Mens resten af truppen nød fridagen, var Jonas Kamper i går mødt op til behandling for den forstrækning, han pådrog sig til sidst under mandagens træning.

- Det var rigtig dumt, for det var den allersidste bold jeg skulle sparke. Jeg var varm og det hele, for vi havde jo trænet en times tid, så det var bare uheldigt. Jeg regner dog med at være på træningsbanen igen torsdag eller fredag, så jeg burde være klar til søndagens kamp, forsikrer han fra massagebriksen.

Jonas Kamper er ikke tilfreds med sit forår på grønsværen.

Manglende mål og overskud

Mens akupunkturnålene kun lige skimtes på det højre ben, var det i går tid til selvransagelse for Jonas Kamper, der sidste år nød stor succes og anerkendelse. Forårssæsonen har imidlertidig været i den modsatte ende af skalaen, hvilket Kamper er den første til selv at indrømme.

-Jeg har ikke været skarp nok. Som kantspiller i vores system skal jeg score nogle flere mål og være mere farlig.På detseneste har jeg ikke udrettet nok fremme på banenog derfor er det vigtigt at jeg bliver bedre til at bruge mine kræfter i det offensive spil. Det er her jeg er bedst, slår Kamper fast og fortsætter.

- Mit bundniveau skal først og fremmest være højere. Der er lidt for langt mellem snapsene, og det er jeg udmærket klar over. Jeg skal tro på mine egne evner.

- Det tærer da noget rent mentalt, og det har været irriterende som jeg har spillet. Som fodboldspiller på det her plan får man ind i mellem nogle knubs fra pressen, og det må man bare leve med. Sådan er det og det er ikke noget der på den måde påvirker mig. Jeg skal ikke tænke for meget over tingene, og så skal jeg simpelthen spille mit eget spil.

Jonas Kamper kom på måltavlen da han scorede til 2-0 over AGF for et par uger siden.

Glad for støtten

- Trods manglende selvtillid har det været dejligt at mærke den store opbakning fra fansene. Det betyder utrolig meget at støtten også er der når det ikke går så godt. Ikke bare for mig personligt, men også for hele holdet. Det er også medvirkende til, at jeg vil gøre alt for at slutte af med maner her i foråret.

-Jeg ved hvad jeg kan og hvad jeg står for. Det har jeg vist før og det skal jeg nok bevise igen. Vi har to kampe tilbage og dem skal vi vinde!

Jonas Kamper går efter sejr i de sidste to kampe.

Glæder sig til kampen mod Frem

Jonas Kamper og Dan Anton Johansen er de eneste i truppen der har spillet samtlige kampe i denne sæsons SAS Liga. Kamper har scoret syv mål i 31 kampe, hvilket giver et målsnit på 0,23 pr. kamp. To af de mål faldt i sæsonens anden kamp, hvor Brøndby med Kamper i storform vandt 2-0 over Frem på udebane. Jonas Kamper smiler ved tanken på netop det opgør, og han lægger ikke skjul på at han glæder sig til søndagens vigtige kamp mod netop Frem.

- Jeg har spillet nogle gode kampe mod Frem tidligere,og jeg håber virkelig at hele holdet leverer en god indsats på søndag i Valby. Jeg vil meget gerne sætte punktum med et par gode kampe her til sidst .Det ville være dejligt hvis jeg, men også hele holdet slutter af med godepræstationer - det giver selvtillid.

Jonas Kamper scorede to flotte mål da Brøndby senest var på besøg i Valby i SAS Ligaen.

Ekstra på brondby.com