Johan: Fedt at få scoret!

10.05.2004 00:00

- Vi får gaver inden kampen, da alle de andre sætter points til. Det udnytter vi slet ikke, og da OB får et tidligt mål, så de kan trække sig tilbage, kommer vi ikke rigtigt frem til de helt store chancer. Men det var fedt at score, smiler Johan Absalonsen afdæmpet efter kampen.

- Trods resultatet er det altid kanon at score. Det var mit første mål, og at det lige skal falde mod OB, som jeg jo i stort set alle ungdomsårene har spillet vigtige kampe mod, gør det lidt mere specielt.

Johan Absalonsen i løb med bolden.

- Da jeg bliver skiftet ind siger Faxe til mig, at jeg skal gå ind og afgøre kampen. Det gør jeg så ikke, men det gav da et vigtigt point, konstaterer den unge komet.

- Det er det første af forhåbentlig rigtig mange i Brøndby, så det vil jeg altid huske. Jeg har det ok med at komme ind fra bænken, for jeg er god til at sætte mig selv op, og give hvad jeg har. De var godt nok store, men jeg synes jeg fik taget kampen op, smiler han.

Det 18-årige stortalent jubler efter sin første scoring i Brøndbytrøjen.

Asbjørn Sennels

- Det er ikke til at vide hvad der sker i dag. Jeg har selv en stor chance, som jeg selvfølgelig skal sparke på mål, men jeg prøver at finde Foldgast på midten. Set i bakspejlet skulle jeg have sparket på kassen, det var for dårligt, erkender Asbjørn Sennels.

- Vi er ikke stabile nok, men der er ingen hold der har vist stabilitet i toppen dette forår. Derfor kan det mentale blive afgørende, og det må vi så vise på torsdag, at vi magter.

- De spillere, der manglede i dag var jo med i forårets første kamp, så der skal ikke lyde nogen undskyldninger. Vi ville godt lægge pres på OB, men det lykkedes ikke rigtigt. Vi arbejder OK og spiller OK, men alligevel kører det ikke rigtigt.

Sennels var ikke helt på samme niveau som man de seneste uger har set ham på.

Andreas Jakobsson

- Vi er lidt for passive i første halvleg, og får ikke backerne med frem. Derfor kommer vi heller ikke på kanterne, så meget som vi gerne ville.

- OB kommer hurtigt foran, og så bakker de det meste af kampen. Det skal vi udnytte bedre, men vi kommer ikke helt frem. Da Johan kommer ind og fighter godt, skaber det lidt plads til Kalle og Lorentzen, og i slutningen af kampen kommer vi mere frem.

- Vi mangler desværre lige den sidste gnist; prikken over i?et. Sådan har det været et par kampe, men vi må klø på og give hvad vi har på torsdag.

Trods en stor ispose om foden er Andreas optimist omkring de kommende kampe:

- Ja, det var bare et spark. Jeg regner helt sikkert med at spille på torsdag, slutter han af.

Ekstra på brondby.com