Allan Olesen udlejes til FCN

10.06.2004 00:00

Højrebacken Allan Olesen spiller det næste halve år hos SAS Liga konkurrenterne FC Nordsjælland, der har lejet den fysisk stærke højreback. Allan Olesen har trods sine blot 22 år allerede spillet 62 kampe på førsteholdet, men en stærkt spillende Dan Anton Johansen på højrebacken, har holdt Allan Olesen fra en fast plads på holdet det seneste år. Derfor er lejemålet med FC Nordsjælland i alle parters interesse.

- Primært handler det jo om at jeg skal have noget spilletid i den bedste række igen. Det er jo noget helt andet at spille i SAS Ligaen i forhold til Danmarksserien, og jeg vil fortsætte med at udvikle mig på det højeste niveau. Planen er at jeg skal få noget mere rutine, så jeg kommer styrket tilbage efter efterårssæsonen, forklarer Allan Olesen der er tiltænkt pladsen som højreback hos oprustende FC Nordsjælland.

-Selvfølgelig skal jeg spille mig på holdet først, men jeg glæder mig meget til udfordringen, som nok skal gavne min udvikling som fodboldspiller. Jeg håber at jeg med lejemålet det næste halve år i FC Nordsjælland kan få selvtillid og samtidig komme helt op i omdrejninger, så jeg atter kan kæmpe mig på holdet i Brøndby, som stadigvæk er min klub, slutter Allan Olesen.

Allan Olesen spiller i det næste halvår for FC Nordsjælland.