Regnfuld og hård opstart

01.07.2004 00:00

Da spillerne i dag inden kl. 10 tjekkede ind til den første træning efter sommerferien, var gensynsglæden stor i omklædningsrummet. Humøret var højt og stemningen i top, da feriemål, EM-bold og de klimatiske forhold herhjemme blev diskuteret på kryds og tværs.

Inden spillerne trak i støvlerne,blev der afholdt et kort informationsmøde, til glæde for specielt truppens tre nye ansigter. Forsvartalentet Daniel Agger kender dog klubben særdeles godt efter sine mange år i ungdomsafdelingen og seneste i U-truppen, mens dagen i dag bød på nye ansigter og rutiner forde nye Stefan Schmidt og Johan Elmander.

Ca. 10.45 dukkede de første spillere op på den sædvanlige træningsbane, bane 3, hvor et opbud af pressefolk og fans havde fundet vej. Man fornemmede næsten et lettelsens suk blandt de fremmødte, der i en kort stund var kommet i tvivl om det nu også var første dag for Brøndbyspillerne.

Dan Anton Johansen tilbage på træningsbanen.

18 på banen

Det var overskyet og en smule køligt her til formiddag, men regnen udeblev langt størstedelen af træningen, der blev indledt med en kort briefing og en efterfølgende grundig opvarmning rundt om træningsbanen, som dog blev udskiftet efter opvarmningen. Græsset var helt usædvanligt for langt til teknisk træning, så udstyr og spillere blev derfor guidet over på den noget bedre bane 2, der lagde græs til positionsspil på tværs af banen.

18 spillere deltog i dagens træning, hvor de skadede Karim Zaza, Morten Wieghorst, Ruben Bagger og Kaspar Dalgas stod over. Andreas Jakobsson, Mattias Jonson og Thomas Kahlenberg er alle bevilget ekstra ferie, så de støder først til truppen den 11. juli, hvor holdet er i Østrig på træningslejr. Kim Daugaard, Per Nielsen og Auri Skarbalius deltog i træningen efter deres skader før sommerpausen.

Henrik Kildentoft, David Ousted og Dennis Flinta træner den kommende tid med A-truppen, og alle tre talenter rejser på tirsdag med A-truppen til Østrig.

Spillerne nyder en lille pause.

Ny angriber tegner spændende

Allerede nu er forventningerne store til den svenske angriber Johan Elmander, ikke mindst efter hans flotte præstationer ved U-21 EM for landshold. Den høje og fysisk stærke angriber viste allerede på sin første træningsdag, at han har flere kvaliteter end de fleste. På trods af det var nye medspillere og nye træningsøvelser, viste han imponerende styrke. Han var bevægelig, forudseende, nærkampsstærk, pasningssikker ligesom han også viste gode 1. gangsberøringer og god boldbehandling. Derudover nåede han at vise sin målfarlighed, endda i flere omgange.

Da der blev spillet til to mål, havde han bl.a. et par muligheder efter nogle gode tæmninger, men i det våde og tunge græstæppe på bane 3, som man atter var gået tilbage til, gled han i afslutningsøjeblikket. Det var tydeligvis ikke noget der passede den gode Elmander, der ganske kort ærgrede sig på svensk.

Da muligheden senere bød sig igen, var han dog på pletten med sit allerførste mål som Brøndbyspiller. En svær bold blev tabt i første omgang, men med et flot vip over en forsvarsspiller, sparkede han resolut bolden i kassen mellem benene på en sagesløs Ankergren.

Johan Elmander fik en god start på sin første træningsdag.

Ferieformen

Flere af spillerne påstod hårdnakket, at det trods alt er begrænset hvor meget man rent konditionelt mister i løbet af en sommerferie, der har strakt sig lidt over tre uger, men nogle spillere havde tydeligvis mere overskud end andre, da der til slut blev løbet i 20 minutters tid.

Bedst som regnen begyndte at vælte ned, blev spillerne sendt på udmattende intervalløb. Helt i front var Asbjørn Sennels sammen med Jonas Kamper, Henrik Kildentoft og Kasper Lorentzen, mens Daniel Agger, David Ousted, Casper Ankergren og til tider Dan Anton Johansen hang i den tunge ende. Derudover var der den bløde mellemvare, der sporadisk blandede sig i toppen.

Efter træningen blev sæsonens første autografter givet, og Johan Elmander var sammen med Stefan Schmidt de mest flittige.

Du kan se hvornår holdet træner igen her.

Michael Laudrup ser til mens spillerne løber.