Der brænder en ild, del 1

03.07.2004 00:00

Kan engagement med rette udnævnes som en af Brøndbys kerneværdier? Langt de fleste med tilknytning til Brøndby IF, vil rent intuitivt svare ja på dette spørgsmål. Men giver det mening, at tale om engagement i moderne fodbold, hvor 9 ud af 10 spiller, hvor pengene er størst? Fodbold i Brøndby tænkte lidt over, hvad engagement egentlig er og spurgte så John Faxe Jensen til råds.

Situationen er efterhånden velkendt. Den ene dag i kamp for klubben iført klubtrøje og med klublogo solidt plantet på brystet. Den næste dag solgt til ærkerivalerne fordi deres klubkasse viste sig en anelse større. Uforståeligt for fans. Spilleren virkede så engageret?

En væsentlig del af forklaringen på dette paradoks, kan findes ved at skelne mellem forskellige former for engagement. Mange spillere er måske nok engagerede i fodbold, og det hold de spiller på, men engagementet i klubben som helhed er fraværende. Identificerer spillerne sig ikke med klubben, er det også langt lettere at skifte til rivalerne.

Men er tingene ikke lidt anderledes i Brøndby? Bevares, spillere forlader Brøndby, men sjældent med et grisk smil på læben og dollartegn i øjnene. Tværtimod. Smilet er sørgmodigt, og tårerne i øjenkrogene er ægte. Men kan det virkelig passe, at den klassiske form for engagement hvor spilleren er loyal overfor klubben, stadig eksisterer i Brøndby?

John Faxe Jensen, engagement er en af Brøndby IF?s kerneværdier. Enig?

- Ja, det må man sige. Det gælder både på og uden for banen og både i den professionelle afdeling og i amatørafdelingen.

- Det er lidt unikt, at så mange frivillige trænere og ledere laver så mange timers arbejde for klubben. De arbejder for at være med til at skabe et Brøndby-hold, hvor de har opfostret nogle af talenterne, og som kan blive Danmarks bedste. Det har givet Brøndby mange guldmedaljer, ikke kun i superligaen, men også i ungdomsrækkerne. Der ser man det engagement, der gør denne klub til noget unikt.

John Faxe Jensen under en af efterårets træninger.

Forventninger der forpligtiger

- Når man som spiller kommer til klubben, skal man være indstillet på, at man kommer til en storklub, og at der er enormt store forventninger. Vi kræver af de spillere der kommer til klubben, at de skal vise engagement over for fans, de frivillige ledere i klubben og dem der betaler deres løn. Har de så ikke dette engagement, så er det op til os trænere at finde ud af, om de må videre.

Føler spillerne en særlig forpligtigelse, fordi der er så mange frivillige ledere og fans der er så engagerede i klubben?

- Jeg tror ikke, de føler det, når de spiller. Der tænker de nok ikke så meget på, at man spiller for alle de frivillige, men man tænker på det før og efter kampene. Man får det at vide, og man kan se det. Derved kommer der et engagement, der ikke findes i mange andre klubber. Den enorme tro på Brøndby og positivitet, som fans og frivillige har, gør også, at spillerne føler et særligt ansvar over for klubben.

Hvordan har du oplevet forskellen på engagement i Herfølge, som jo er en lille landsbyklub, Brøndby, som den største danske klub, og Arsenal, som en ægte europæisk storklub?

- Der er forskel på engagementet. Herfølge er en lille klub, men en slags mini-Brøndby. De er meget afhængige af frivillige, og skal have meget hjælp fra små sponsorer. Men de er meget positive, og vil gerne blande sig med de store, selvom det er en lille klub.

- Arsenal er som du siger en kæmpe klub. Det er på et andet niveau, og en anden mentalitet de har derovre. Det Arsenal er i England, vil jeg sige, at Brøndby også er i Danmark. Arsenal er en arbejderklub fra et fattigt arbejderkvarter. Brøndby er ikke på helt samme måde fra et fattigt område, men er også en klub, der er vokset op fra ingenting, og har bygget stort stadion, de selv har betalt for, samt fostret et hav af landsholdsspillere.

Læs anden del af interviewet i morgen...


Bragt i Fodbold i Brøndby nr. 2, 2004