Laudrup tilfreds med indsatsen

29.01.2004 00:00

Laudrups drenge, der i gårsdagens kamp mod Nykøbing F. Alliancen vitterlig var drenge, startede forberedelserne til Barcelona-kampen på flotteste vis med en sikker 6-0 sejr. De skadede ar Dalgas, Ruben Bagger, Auri Skarbalius, Kim Daugaard, Thomas Kahlenberg, Allan Olesen, Per Nielsen, Niki Zimling, Karim Zaza og den tidligere Nykøbing F. Alliancen-spiller Jonas Kamper var alle at finde blandt de omkring 100 frysende tilskuere, der havde valgt at trodse kulden.

Flere af de fremmødte havde megen nytte af de til lejligheden opstillede serveringsvogne, der bla. bød på friskbrygget kaffe og varme pølser. For koldt var det, og måske lige derfor blev der løbet ekstra meget af gårsdagens aktører på kunststofbanen.

Glad Laudrup

Fra sin position på bænken analyserede Laudrup kampen fra ende til anden, og umiddelbart efter slagets gang, var konklusionen klar: Det var en god start på året !

- Det var fint at komme på banen igen. Det var årets første kamp på stor bane, og jeg er godt tilfreds med spillernes indsats, sagde Michael Laudrup diplomatisk til B.T. efter kampen.

Brøndbyjubel efter Johan Absalonsens scoring i første halvleg.

De kan spille fodbold

Hele tre spillere fra U-truppen, Daniel Agger, Henrik Kildentoft og Dennis Flinta, spillede alle fuld tid i en kamp, der bla. overbeviste Laudrup om de unge talenters tekniske kunnen.

- Man kan jo se, at de kan spille fodbold. Det var dejligt og vigtigt at komme i gang og få lidt rytme og system ind i spillet. Vi har trænet hårdt, og i vores træningslejr i Spanien skal vi primært, på så gode baner, træne teknisk og taktisk, er Laudrup citeret for i dagens udgave af Politiken.

Lørdag venter ny opgave

På lørdag venter der Laudrups drenge endnu en træningskamp, denne gang mod Randers FC der trænes af den tidligere Brøndby-spiller Lars Olsen. Efter alt at dømme spilles kampen på kunststofbanen, men håbet knuger sig stadigvæk til et vejrskift, så der kan spilles på græs i stedet. Der er kick off kl. 14.

Dennis Flinta spillede hele kampen på højre kant, og efter nogle tekniske fejl i starten af kampen, spillede Flinta sig op og scorede tilmed på et flot langskud i anden halvleg.

Mattias Jonson startede ude og benyttede bla. 1. halvleg lejligheden til at skrive autografer til nogle unge fans, der trods bidende kulde ville se heltene i aktion.

Ekstra på brondby.com