Kamper og Hansen om turen til Qatar

23.01.2004 00:00

Jonas Kamper, Thomas Hansen og Daniel Agger fra U-truppen var i sidste uge med U-20 landsholdet i Qatar, hvor Jonas Kamper bl.a. gjorde sig bemærket med en scoring i 1-0 sejren over Japan. Turen med U-20 landsholdet, der danner grundlaget for det kommende U-21 landshold, var på mange områder god for de to unge talenter, selvom Thomas Hansen ikke fik det ventede udbytte.

- Det var en fin tur. Der er jo dejligt dernede, og det gik sådan set også godt for os. Vi vandt jo de første to kampe, men tabte desværre i den sidste mod Norge, selvom vi spillede rigtig godt. Derudover spillede vi en træningskamp mod et lokale hold, hvor Batistuta, Guardiola og Effenberg normalt spiller. De var dog ikke med, men alligevel tabte vi og spillede dårligt. Vi var meget trætte efter kampen mod Norge, og jeg selv kom først ind 10 minutter før tid. Jeg kunne dårligt nok løbe, erindrer Jonas Kamper.

Hjemvendt fra Qatar viste Jonas Kamper i går fine takter under eftermiddagens træning.

Badeferie for Hansen

Thomas Hansen kom med på turen på et afbud, men den 20-årige forsvarsspiller fik ikke lejlighed til at bevise sit værd. I stedet var det klubkammeraten Daniel Agger fra U-truppen der var landstræner Flemmin Serritslev's foretrukne i midterforsvaret. Turen til Qatar bød derfor på alt andet end kamptræning for den sympatiske Hvidovre-dreng.

- Det var da lidt ærgerligt, synes jeg ærlig talt. Jeg fik overhovedet ikke noget spilletid dernede, og træningen var heller ikke særlig hård da vi kun trænede hver anden dag. Vi var omkring seks spillere da de andre jo restituerede efter kampene, så det var desværre mere en badeferie end hård opstartstræning for mig. Det betyder jo også at jeg er kommet en uge bagud i forhold til drengene i klubben, så nu gælder det bare om at give den en skalle, forklarer Thomas Hansen.

Læs mere om U-20 landsholdets tur til Qatar på dbu.dk

Selvom det overhovedet ikke blev til spilletid i Qatar, viste Thomas Hansen rigtig god form i går i den lille hal.

Ekstra på brondby.com