Gensyn med Lars Olsen

30.01.2004 00:00

Lørdagens træningskamp mod Randers FC byder på et kærkomment gensyn med den tidligere Brøndbyspiller og -assistenttræner Lars Olsen der siden foråret 2003 har siddet på cheftrænerposten hos de kronjyske oprykningskandidater. Kampen spilles kl. 14 på kunstgræsbanen bag Brøndby Stadion.

Randers FC der pt. indtager 2. pladsen i 1. division, hører til rækkens mest scorende hold. Hele 40 slagsen har de lyseblå scoret i den første halvsæsons 15 kampe der har budt på 10 sejre,to uafgjorte og blot tre nederlag.

Målfarlig duo

I front er brødreparret Michael og Mogens Laursen blevet genforenet efter sidstnævntes omskiftelige ophold i FC Midtjylland. Netop disse to tegner sig for 17 af Randers' mål denne sæson - med den lidt skæve fordeling at Mogens har scoret de 14.

På midtbanen indtager den spillende assistenttræner Jesper Thygesen der har en fortid i netop Brøndby IF, en central rolle som spilfordeler på det noget fysiske prægede mandskab der står stærkt på hjemmebanen Randers Stadion. Her er det blevet til 24 point i otte kampe og en målscore på 27-7.

- Holdet har spillet mange seværdige kampe og spillet meget underholdende angrebsfodbold, og det er utrolig vigtigt, da vi jo befinder os et eller andet sted i underholdningsindustrien. En anden vurdering er, at når holdet spiller op til sit bedste, har modstanderne svært ved at følge med, og der skal selvfølgelig arbejdes på, at vi kan finde det bedste frem i os selv hver gang vi spiller og i alle 90 minutter, lyder Lars Olsens nytårsstatus på randersfc.dk.

Brøndby IF's daværende trænerduo, Hareide og Olsen, overværer den afsluttende EC-træning i Ljubljana i efteråret 2001.

Gode spanske minder

Hvor det sportsligt vel er Randersspillerne som ser op til Laudrups drenge, kan de blå-gule måske søge råd i den randrusianske fodboldhistorie når det kommer til at få krammet på spanske hold, hvilket jo bliver aktuelt på Brøndby Stadion allerede den 26. februar.

Randers' vel nok største kamp gennem tiderne er opgøret mod Real Madrid som Randers Frejas deværende træner, Juan Ramon,fik i stand på Bernabeu i 1973. Her så 40.000 tilskueretil da Randers overrumplede hjemmeholdet og efter 45 minutter førte 3-0. Efter pausen skruede spanierne dog bissen på, og den medrivende kamp endte 4-4.

Om Randers FC

Randers FC blev i 2002 dannet som en randrusiansk fodboldoverbygning bestående af Dronningborg Boldklub, Hornbæk SF, Kristrup Boldklub, Randers Freja, Randers KFUM og Vorup FB med videreførelse af Randers Frejas hold i 1. division.

Randers Freja, som blev stiftet i 1898, hører til i den lille eksklusive kreds af danske fodboldklubber, som uafbrudt har spillet i danmarksturneringen siden den blev oprettet i begyndelsen af 40?erne. Højdepunkterne var pokalsejrene i 1967, 1968 og 1973 og sølvmedaljerne i 1973 og med de deraf følgende kampe i de europæiske turneringer. Specielt huskede kvartfinalekampene mod FC Köln.

Også Vorup FB har i flere omgange deltaget i Danmarksturneringen ? først i tresserne og senest i halvfemserne.

  • 1967 Vinder af Landspokalturneringen
  • 1968 Vinder af Landspokalturneringen
  • 1969 Oprykning til 1. division
  • 1973 Vinder af Landspokalturneringen
  • 1973 Nr. 2 i 1. division (sølvmedaljer)
  • 1999 Oprykning til 1. division

Ekstra på brondby.com