Quiz med konsekvenser

11.02.2004 00:00

Dagen i dag byder på to gange træning, hvilket foreløbigt bringer os op på 15 træningssessioner ud af de planlagte 16. Sidste træning hernede bliver på fredag på 'vejen hjem'. Mandag aften fik vi besøg af Antidoping Danmark der tog testede otte af vores spillere, og heldigvis var alle 'hjemme' og klar - ingen Ferdinand-problemer her.

I går efter træningen udfordrede Faxe Morten Wieghorst i fodtennis, og det blev en drabelig dyst der til sidst gav sejr på 10-7 til Wieghorst; til Faxes store ærgrelse, naturligvis.

Morten Wieghorst var betydeligt mere heldig i sin fodboldtennis kamp mod Faxe end Peter Foldgast var tidligere på ugen.

En tur i poolen

Aftnen bød på traditionel quiz. Der blev stillet 16 spørgsmål om fodbold både spørgsmål om Brøndby og f.eks. om hvem der spillede FA Cup-finale sidst (Arsenal- Southampton: 1-0). Spillerne var inddelt i syv hold à tre; der var læskedrikke og chokolade til nummer 1 og 2, mens nummer 6 skal pudse støvler når vi kommer hjem.

Sidstepladsen udløser en tur i poolen her på hotellet. Vindere blev Ruben, Retov og Lorentzen med 50 point ud af 58 mulige. Taberne blev Mattias, Jonas og Sennels, der dermed bliver belønnet med en tur i poolen inden vi rejser hjem; det ser ud til at blive en kold omgang. Støvlepudseholdet blev Per Nielsen, Thomas Hansen og David Ousted.

Alle ser ud til at være friske i dag også Mattias, der har trænet med fuldt ud i dag.

Anføreren degraderet til støvlepudser.

Verdenspressen på plads

Det danske pressekorps er blevet fordoblet, idet Politikkens udsendte dukkede op i går. I dag støder, så Flemming Toft fra TV2 til, hvorefter den tilrejsende danske presse hermed er fuldtallig. Noget andet er den spanske presse som stadig følger træningen - ikke nær så mange som da vi kom, men alligevel en fem-otte stykker hver gang.

Alle kender selvsagt vores træner og mener at Michael selvfølgelig lige har tid til at lave et eksklusivt indslag til deres medie. Lad os blot konstatere at skulle han tilfredsstille alle, kunne han ikke også lede træningen. Men spanierne tager det nu også med et smil; mindre end en halvtimes samtale kan også gøre det. Alt i alt er det vist bare en del af livet for spanske journalister at se kede ud af det og melde, at hvis ikke de får den halve time, tør de ikke se redaktøren i øjnene.

Emil Bakkendorff, Marbella

Ekstra på brondby.com