Laudrup: Bestået!

27.02.2004 00:00

- I den første time følger vi godt med, men det er helt naturligt at vi slipper lidt, da vi må udskifte to af de meget erfarne med et par 18-årige. Vi er ikke helt på toppen fysisk endnu, og jeg må på den baggrund sige, at jeg er rimeligt tilfreds med kampen. Sejren kan der dog ikke pilles så meget ved, den var fortjent nok.

Michael Laudrup er ikke verdens gladeste mand efter kampen, men konstaterer med et afslappet smil, at der er mange gode ting at hente fra opgøret.

- Vi ved at motivationen og gejsten er i truppen, og i dag viser spillerne at de også kan være med langt hen ad vejen på det spillemæssige område. Tidspunktet taget i betragtning synes jeg faktisk vi leverer en maksimal indsats, specielt i den første time. Vi falder lidt til sidst, men det er jo ikke helt uventet.

Godkendt

- Det er klart, at jeg godt kunne tænke mig at spille sådan en kamp på et andet tidspunkt, men sådan er forholdene bare ikke. Vi er oppe mod et virkelig klassehold, og så er det vigtigt at timingen og fysikken er helt på top, hvis man skal have en chance.

- Jeg ved ikke om jeg vil sige at jeg er stolt, det er man jo ikke efter et nederlag, men indsatsen er i hvert fald godkendt, og så kan man i hvert fald bruge kampene til at blive helt klar til SAS Ligaen.

- Man bruger normalt 2-3 kampe for at komme helt i gang, og de kampe har vi nu. Vi spiller vor chance dernede, men det primære er ligaen, og her synes jeg vi virker godt rustet.

Den er jo rund

Laudrup griner lidt, da brondby.com spørger om chancerne på Camp Nou, men vil absolut ikke lægge sig ned på forhånd.

- Selvfølgelig er chancerne da ikke store, når man lige har tabt på hjemmebane, men vi viste i dag, at vi er godt med på flere områder, og så længe bolden er rund kan alt jo ske, griner han.

- Det vigtigste er, at vi fik vist at vi kan spille med, og at vi nu er ved at være helt klar til ligastarten.

Ekstra på brondby.com