Johan Absalonsen tog kegler

01.02.2004 00:00

Da Brøndby IF i går eftermiddags slog Randers Freja havde det unge stortalent, 18-årige Johan Absalonsen, en forrygende dag. Ud over at have en fod med i alle scoringer, var han kun millimeter fra selv at komme på tavlen. Efter kampen havde han favnen fuld af røde toppe, men slæbe-arbejdet til trods havde han svært ved at skjule et smil, der gik fra øre til øre.

- Jeg havde tur i den i dag. Det er virkelig dejligt at spille sådan en kamp lige inden vi skal af sted på træningslejr, så kommer man af sted med gejsten helt i top, kommer det hurtigt fra den nye A-trup-spiller.

- Det har været en hård opstart, og det er noget man har kunne mærke i hele kroppen. Måske var det dét, der kunne ses i den første halve times tid, og i pausen fik vi da også at vide, at det så noget tungt ud.

Det var svært at se på Johan Absalonsen, at benene var tunge.

- Det sidste kvarter af første og hele anden halvleg sidder vi alligevel på det hele, og at jeg selv var med i meget af det offensive, og vel egentlig alle tre mål, det var selvfølgelig en fed oplevelse.

Som alle andre i truppen glæder Johan Absalonsen sig til, at komme syd på til varmere forhold og gode baner, når truppen drager af sted mod Marbella på tirsdag.

- Jeg er glad for kampen i dag, men nu skal det altså blive godt at komme ned i varmen, slutter venstrekanten af, inden han smutter ned for at aflevere de røde toppe.

Nogen skal jo gøre arbejdet, og i går var Johan én af dem, der stod for det meste. På og uden for banen.