Hjælpende hånd fra landstræneren

04.02.2004 00:00

- Når et dansk klubhold er nået så langt, som Brøndby er, skal vi da være med til at sikre, at holdet kan træne bedst muligt taktisk og teknisk ugen før. Og det ville jo forstyrre forberedelserne, hvis spillerne skulle bruge kræfter på at rejse langt og være væk tre-fire dage, fortæller landstræner Morten Olsen i dagens udgave af Politiken.

Dermed signalerer landstræneren at han og U21-træner Flemming Serritslev er villige til at give trænerteamet Laudrup og Faxe de mest optimale muligheder for at forberede sig til UEFA Cup-kampene mod FC Barcelona. Det sker ved at se bort fra Brøndbyspillere til A-landsholdets og U21-holdets træningskampe mod Tyrkiet den 17. og 18. februar.

Viceanfører Morten Wieghorst i samtale med Morten Olsen og Flemming Serritslev under en træningssamling i Brøndby.

- Det er et par meget interessante kampe for Brøndby. Brøndby har en chance for at slå spanierne, men det vil selvfølgelig være en sensation, hvis det lykkes. Barcelona er imidlertid under et enormt pres, fordi man har brug for international succes, på grund af at det går mindre godt i ligaen derhjemme, lyder der fra landstræneren der i sin tid som Brøndbytræner oplevede flere internationale opgør i 'Barcelona-klassen'.

Ekstra på brondby.com