Foldgast smider slyngen

23.02.2004 00:00

Peter Foldgast kom i dag et skridt videre i sine bestræbelser på at blive klar til SAS Ligaens forårspremiere på Brøndby Stadion søndag den 14. marts mod Esbjerg. Brøndbyangriberen fik således lov til at smide den slynge der hidtil har holdt arm og skulder på plads efter træningsuheldet i Marbella for 14 dage siden.

- Skulderen er selvfølgelig stadig øm og især når jeg bevæger armen, fortæller Foldgast der med et glimt i øjet har tilbudt sine holdkammerater at lade skulderen tape godt og grundigt igen, så han kunne løbe på banen på Camp Nou. Dén løsning harmonerer dog ikke med sundhedssektorens formaninger om ro, hvis spilleren bag årets mål 2003 skal blive klar i løbet af tre uger.

Indtil videre står dagsproblemet på masser af ro før Foldgast kan begynde at træne til ligastarten.

Af skade bliver man klog, lyder et gammelt ordsprog. Og Foldgast har da også formuleret sin helt egen læresætning:

- Aldrig, aldrig mere fodtennis.

Ekstra på brondby.com