Suveræn Brøndby-statistik mod AaB

16.04.2004 00:00

Gæsterne på Brøndby Stadion søndag eftermiddag, er det det hold i SAS Ligaen, Brøndby måske har den allerbedste statistik imod. Indenfor de seneste 12 indbyrdes kampe har Brøndby IF kun tabt én gang til AaB. Det var 10. august 2002, hvor nordjyderne i Aalborg vandt med 3-1. I øvrigt resultatet af de tre seneste AaB-sejre mod BIF.

I alt har de to klubber mødt hinanden 44 gange, og Brøndby IF har vundet knap halvdelen af kampene. 21 sejre er det blevet til, mens AaB kun har vundet ni. På Brøndby Stadion er statistikken endnu bedre. Her har AaB kun én sejr i hele superligahistorien, og den er efterhånden ved at være temmelig gammel. Faktisk ligger den fem sæsoner tilbage. 12. april 1999 vandt AaB første gang i superligaen med cifrene 2-1, og den bedrift har de ikke formået at gentage siden. Seks gange ud af de seneste 10 hjemmekampe mod AaB er det lykkedes at holde dem helt fra at score.

AaB er dog på vej frem igen, og det vidner deres aktuelle form om. I søndags scorede AaB for første gang siden 24. marts 2002 (7-0 over Lyngbys amatører) fire mål i samme kamp. AaB ligger på en tredjeplads i foråret, hvor det er blevet til 10 point i fem kampe. Holdet har to sejre over AGF, én over Viborg samt uafgjort mod Esbjerg. Kun på Odense Stadion har aalborgenserne måttet gå slagne fra banen, men det gør alle hold jo for tiden?

Mange tilskuere lig med point til Brøndby

Brøndby-spillerne kan håbe på, at mange tropper op for at støtte holdet i kampen mod AaB. Hvis man kigger på de 10 mest sete kampe mellem de to hold, så har AaB kun vundet én af kampene. Det var 31. august 1994, hvor 20.533 på Aalborg Stadion så hjemmeholdet vinde med 4-1. Ellers har Brøndby IF syv sejre og to uafgjorte i de kampe, hvor der har været flest tilskuere.

Senest AaB besøgte Brøndby, var der kun 11.981 tilskuere, hvilket faktisk er det næstlaveste i denne sæson på Brøndby Stadion ? 11.314 så FC Midtjylland vinde 3-1. Desuden ligger tallet et godt stykke under gennemsnittet, som lyder på 17.057 indtil videre. Den mest sete kamp nogensinde mellem de to hold er fra sæsonen 2001/2002, hvor 21.025 overværede det eneste 0-0-opgør mellem de to hold indenfor de seneste fem sæsoner.

Kommer der flere end 10.000 tilskuere til søndagens opgør vil det være 25. gang i træk i SAS Ligaen på Brøndby Stadion. Ikke siden 22. september 2002, har der været mindre end et femcifret tilskuertal. Dengang var der 8.496 på plads til 4-0-sejren over FC Midtjylland. Det højeste tilskuertal i denne sæson er fra 2-2-matchen mod FC København i november. Her var 28.946 på plads på lægterne.


Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk

Ekstra på brondby.com

  • Læs mere statistik på