Statistikken ikke til at tage fejl af
01.04.2004 00:00
Det er et af de hold, Brøndby måske har den allerbedste statistik imod, som gæster Brøndby Stadion lørdag eftermiddag. Af de hidtil 20 gange Brøndby har mødt Herfølge, er det kun blevet til to nederlag i superligaen.
Første gang var tilbage i sæsonen 1996/1997, hvor det hidtil eneste hjemmebanenederlag blev en kendsgerning. Kenneth Wegner, Morten B. Nielsen og Tommy Schram sørgede for Herfølges tre mål, mens Peter Møller scorede reduceringsmålet i 1-3-beten 24. november 1996. Andet nederlag var i Herfølges katastrofe-sæson 2000/2001, hvor de rykkede ud som forsvarende danske mestre. 27. november 2000 vandt Herfølge alligevel med 3-2 på to mål af dansk-spanieren Thomas Christiansen og ét af Chris Hermansen. Peter Graulund og Ruben Bagger bragte ellers Brøndby på 2-1.
Herudover har Brøndby 14 sejre over Herfølge og fire uafgjorte. Målscoren er hele 47-18 i Brøndbys favør. De største sejre lyder på 5-0, og faktisk var det to hjemmekampe i træk ? henholdsvis sidste indbyrdes opgør i foråret 2000 og første møde i det efterfølgende efterår. Den første kamp nogensinde mellem de to klubber vandt Brøndby 11. august 1995 med 3-2. Her scorede Peter Møller sit første Brøndby-mål i superligaen nogensinde til stillingen 2-1. Ebbe Sand sørgede for de to andre mål i kampen. Herfølges nuværende assistenttræner Allan Nielsen var også at finde på Brøndbys mandskab i den kamp.
Herfølge blev besejret 2-0 i sæsonpremieren på Brøndby Stadion i august måned.
Ond cirkel skal brydes
Peter Møller er sammen med Peter Graulund den mest scorende Brøndby-spiller i kampe mod Herfølge. I alt er det blevet til seks mål, mens de næstmest scorende er Kim Daugaard med fem kasser og Ebbe Sand, Bo Hansen samt Ruben Bagger med hver fire træffere. Peter Graulund er den eneste, der har scoret hattrick mod Herfølge. Det gjorde han på sølle 13 minutter, da Brøndby vandt med 5-0 19. august 2000.
Brøndby-Herfølge er ofte blevet fulgt af mange tilskuere på Brøndby Stadion, og det højeste tilskuertal nogensinde er 18.757. Så mange så de to hold spille 2-2 16. april 2001. Det laveste er naturligt nok på Herfølge Stadion. Kun 3.372 så Herfølge vinde 3-2 i 2000.
Med den gode statistik mod Herfølge er der basis for, at Brøndby kan komme ud af en ond cirkel af resultater, der er klubbens dårligste i godt og vel fire år. Brøndby har ikke vundet i SAS Ligaen i de seneste fire kampe i træk. Det er ikke sket siden sæsonen 1999/2000. Her sluttede Brøndby efteråret af med tre uafgjorte (1-1 mod FCK, 0-0 mod Silkeborg og 1-1 mod OB) og indledte så foråret med at tabe 2-3 til Esbjerg. I den nuværende sæson kom seneste sejr i 19. spillerunde, hvor Per Nielsen og Peter Foldgast sørgede for, at Brøndby besejrede FC Nordsjælland med 2-1. Siden da er det blevet til to nederlag og to uafgjorte.
Produceret i samarbejde med
og Elbech, Thomsen og Hvid.
Brøndbyjubel efter den seneste sejr i SAS Ligaen tilbage i november måned.
Ekstra på brondby.com