Rent igennem klublicensering

06.04.2004 00:00

Brøndby IF er som den eneste klub i SAS Ligaengået rent igennem DBU's nye klublicensering. Licenseringen betyder at klubberne enten allerede opfylder eller er på vej til at indfri en række standarder på det sportslige, infrastrukturelle, administrative, juridiske og økonomiske område som er defineret af det europæiske fodboldforbund, UEFA.

Med licenskravene til klubberne i SAS Ligaen har DBU samtidigt indført andre parametre end sportslig kvalifikation for deltagelse i landets bedste række.

- Vi er kommet meget langt på meget kort tid. Det har været et sejt træk både hos os og klubberne, men vi har grund til at være stolte af, at alle 12 danske topklubber er indstillet til licens i første forsøg. Der er tale om et sæt helt nye spilleregler for at klubberne kan deltage på topplan. Licenskravene afspejler dels de standarder, vi som fodboldforbund rent fagligt stiller, dels de krav vi som en del af det omkringliggende samfund stiller til driften af de klubber, der udgør toppen af dansk fodbold, forklarer DBU's formand Allan Hansen til dbu.dk.

Brøndby Stadions kapacitet, baneforhold og sikkerhed er i fuld overensstemmelse med DBU's klublicenssystem.

Europæiske standarder

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, besluttede i september 1999 at indføre et licenssystem for de klubber, der skal deltage i de europæiske klubturneringer.

Kravene ligger inden for fem hovedområder. På det sportslige område stilles der primært krav til et defineret talentudviklingssystem, infrastrukturen handler mest om forhold i forbindelse med klubbens hjemmebane, eksempelvis kapacitet, sikkerhed og baneforhold. Og nu følger Danmark efter længere tids forarbejde nu i UEFA's fodspor.

Ekstra