Per vil have revanche

10.04.2004 00:00

- Før kampen på Falster talte vi om at vi først og fremmest skulle levere et resultat, og så var underholdningen sekundær. Her bagefter må man sige at vi levede op til dét mål. Vi leverede en professionel arbejdsindsats, og vi er nu i semifinalen, konstaterer Per Nielsen.

Han ser samtidig frem til to spændende semifinale-opgør mod AaB.

- Det kan godt blive meget tæt, men over to kampe skal vi samlet kunne vinde over dem. Det har hele tiden været et af vores mål, at kvalificere os til DONG Cup finalen, og af de hold, der er tilbage er AaB ikke det dårligste for os at trække. Det så vi jo også sidste år, smiler han.

Tid til revanche

Næste opgave er dog mindst lige så vigtig. Allerede på mandag bliver der mulighed for, at tage revanche for forårsnederlaget til Esbjerg, og dét har Per Nielsen tænkt sig at udnytte.

- Vi har allerede talt en del om mandagens kamp i Esbjerg. I den første kamp scorede de 6 mål, det sker ikke igen. Vi var ikke gode i den kamp, men blev også mindet om nogle ting. For eksempel var vores tilbageløb ikke gode, og det har vi siden hen forbedret markant. Det er også én af grundene til, at vi nu har holdt nullet i 4 kampe i træk.

- I den første kamp var det ikke kun forsvaret der kiksede, og i de sidste 4 er det ikke kun forsvarets skyld, at vi holder de andre fra mål. Dét er noget af det vi vil tage med os til Esbjerg, hvor vi ser et helt andet hold end i den første kamp.

Let job

Det er ifølge anføreren ikke svært at sætte holdet op til mandagens kamp:

- Nej, det er let nok at være træner disse dage, griner han. Alle er opsatte på at tage revanche, og det kan mærkes. Vi taler om kampen, og vi er sultne efter at få vasket pletten væk. Det ved Esbjerg godt, men de får alligevel svært ved at bruge dét, og den første kamp til noget. Vi vil vinde!

- Det er vist ikke nødvendigt at fortælle at vi har respekt for opgaven. Esbjerg er skarpe, og når de spiller langt til Thorup skal vi sidde på ham. Han skal ikke have plads, men det samme gælder for Bechmann og Berglund, der er hurtige på jorden.

- Vi må nok regne med, at det bliver endnu en svær bane at spille på, men så må vi vise vilje og aggressivitet, og vinde mand til mand. Det kan vi, og på mandag er det igen kun resultatet, der tæller.

Målet er klart

Er det så slut med det fejende flotte fodboldspil, som holdet diskede op med i mange af efterårets kampe?

- Det gode og flotte spil skal nok komme, det er jo sådan vi spiller fodbold og dét vi stræber efter, men der skal først og fremmest point på kontoen dette forår. Står vi med guldmedaljerne når det hele er slut, er det dét vi bliver husket for. Det er dém vi vil have, og det skal Esbjerg mærke på mandag, lover Per Nielsen.

Kampen, der for længst er udsolgt, vises direkte på TV3+ mandag d. 12. april kl 17.35.