Når drømmen slutter, del 2

Du kan her læse anden del af interviewet om Brian Bække som blev bragt i seneste udgave af Fodbold i Brøndby:

Brian kan i dag godt grine lidt af sin egen historie, men der er ingen tvivl om, at en del er fortrængt fra erindringen, og heldigvis har han et fantastisk humør, der kan gøre selv den sørgelige historie interessant på flere planer. Han fortæller videre:

- Samtidig med ryggen havde jeg stadig større problemer med knæet, og bedst som der efter en lang genoptræning kom styr over ryggen, var knæet ret plaget. Jeg spillede ind i mellem, men jeg havde ret ondt i knæet. Jeg pressede mig selv mere, end jeg nok burde have gjort, og set i bagklogskabens lys, ville det bestemt have været en fordel at have været en kylling i min situation.

- Jeg var i hvert fald ikke god nok til at sige fra, ikke mindst overfor mig selv. Da jeg rykkede op som senior havde jeg haft en lang periode med ro og hvile i knæet, og det gik egentlig fint. Jeg startede med fuld knald på og scorede en del mål i starten. Det gik godt, men jeg havde stadig ondt i knæet. Jeg spillede stort set hele foråret, men efterhånden som tiden gik, fik jeg mere og mere ondt igen. Ærgerligt for specielt i starten var jeg godt kørende.

- Jeg husker stadig Per Bjerregaard ord efter en kamp, hvor det var gået godt: 'Jeg troede nu ikke du var så god', tror jeg han sagde. Dér blev jeg sgu stolt, griner han.

- På et tidspunkt var jeg endda tæt på en plads på bænken mod Herfølge i SAS Ligaen. Dengang var Åge Hareide træner og han kaldte mig ind en søndag til en træning med ligaholdet, da Ruben Bagger var tvivlsom til mandagens hjemmekamp mod Herfølge.
Det var spændende at være med, og selvom jeg faktisk kom lige fra en 70-års fødselsdag, gik det meget godt.

- Jeg troede jeg skulle deltage i en 'almindelig' træning med reserverne og havde proppet mig til randen med frikadeller, mørbrad og sild. Mens jeg tonsede rundt derude, jeg stadig kunne smage frikadellerne. Det forhindrede mig dog ikke i, at putte nogle bolde ind bag Mogens Krogh under dén træning, og selvom jeg husker det med stor glæde, kan jeg godt forestille mig at han lykkeligt har fortrængt den oplevelse, erindrer Brian med et glimt i øjet.

- Ruben blev dog klar, og det var det tætteste jeg nogensinde har været på en 1. holdsdebut. I efteråret spillede jeg ikke meget, så vidt jeg husker.

- Efter en periode med smerter, blev jeg kort før jul 2002 scannet i det venstre knæ, og det viste sig jeg havde en del arvæv i knæet. I starten af januar 2003 blev jeg opereret for et såkaldt springerknæ, og efter en lang periode med genoptræning var der ikke meget at gøre. En skade, som den jeg fik, bliver i ca. halvdelen af tilfældene kureret, men jeg havde nok spillet for mange kampe på smerten og presset mig selv for hårdt!

- Efter samtale med lægen var der kun én udvej: Ny operation eller at lægge støvlerne på hylden. Underligt nok var det ikke så svær en beslutning at tage. Hele min skadesperiode var jo en lang proces, og jeg havde på fornemmelsen, hvor det bar hen af. Jeg husker stadig, da jeg var inde hos Per og fortælle det; min stemme skælvede. Han havde fuld forståelse for det, men rådede mig til at tænke lidt over det.

- Det gjorde jeg så, men beslutningen stod ikke til at ændre. Det var slut før, det overhovedet begyndte!

Brian holder en lille pause, trækker vejret dybt og fortsætter så:

- Det er aldrig til at sige, hvor langt jeg overhovedet kunne være nået, for jeg har aldrig været det helt store kæmpetalent, men det ærgrer mig stadig den dag i dag, at det var helbredet og ikke talentet der satte begrænsningen!

En karriere som gartner

Hvordan har du oplevet klubbens reaktion?

- Jamen det er jo helt fantastisk. Folk, jeg snakkede med, fortalte at det var ærgerligt, og opbakningen var god. Klubben meldte meget hurtigt ud, at de gerne ville være mig behjælpelige med at finde anden beskæftigelse - enten i klubben eller noget eksternt. Lige i den periode ville jeg bare overhovedet ikke have noget med Brøndby IF og fodbold at gøre.

- Jeg overvejede faktisk at blive gartner eller sådan noget, men efter to-tre måneders betænkningstid derhjemme, snakkede jeg med Emil Bakkendorff om at finde noget til mig, og få dage senere sad jeg til møde med Mogens Krogh og Thomas Lytzen, der jo lige var startet i SAKAMOTO. Dagen efter startede jeg i administrationen, hvilket jeg har været utrolig glad for.

Er det svært mentalt, at skulle skifte bane og bold ud med et skrivebord og en kuglepen?

- Ja for fa'en, udbryder han lidt for hurtigt. Jeg kan jo trøste mig med, at jeg ikke har været prof i 10 år, for så havde det nok været sværere, men det var absolut svært i starten. Pludselig skulle jeg snakke med spillerne på en helt anden måde; jeg fik jo en helt ny rolle, og jeg husker stadig, hvor svært jeg havde det, da jeg skulle tage det første billede under en træning. Jeg kunne slet ikke løfte kameraet!

- Jeg er dog overbevist om, det har været rigtig godt for mig. Ikke alene har det udviklet mig utrolig meget som person, det har også været en god bearbejdelse for mig personligt.
Hvordan er det, at skulle skrive om dét, man havde drømt om selv, at være med til på mere direkte vis?

- Det var rigtig svært i starten. Omvendt var jeg fuld af gå-på-mod, for jeg skulle sgu nok bevise dem at jeg kunne andet end at spille fodbold. Jeg skulle nok vise dem, at jeg nok skulle komme videre, og det er lykkedes meget godt. Jeg har altid haft et flair for at skrive og den slags, og så har jeg jo fået et perfekt job her, hvor jeg får lov til at skrive om fodbold og snakke med de gamle holdkammerater, selvom jeg stadigvæk HADER at skulle interviewe dem.

Det sidste er der ingen i redaktionen der er i tvivl om, men Brian giver ikke op, selvom det stadig er svært.

- Det lærer jeg nok aldrig, men det nu er blevet bedre, kommer det lidt tøvende.

Fodboldverdenen er speciel på mange niveauer. Den forvandling, du er gået igennem via Brøndby IF, er det en fordel for din fremtid? Du er meget ung i en verden, hvor de fleste starter 10-15 år senere end du selv, den tyvstart skal vel udnyttes?

- Ja for søren da! Jeg har fået en mulighed de færreste får, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at komme frem her i verden. Jeg ser ikke mig selv lave det her resten af livet, jeg vil lære noget nyt, have større ansvarsområder og få mere indflydelse. Om jeg er god nok til det, vil fremtiden kun vise, men jeg skal nok bevise mit værd, kommer det med bestemthed i stemmen.

Hvor er Brian Bække om 10 år?

- Ha ha, det spørger du ikke om! Jeg aner det ikke, jeg ved ikke engang hvilket fag og kurser jeg skal læse til efteråret, griner han.

- Jeg kunne da godt forestille mig at lave noget herude i Brøndby, for jeg synes det er spændende og sjovt at være her, men man ved aldrig. Der kan ske utrolig meget på kort tid. Bare se på hvad jeg lavede for nøjagtig et år siden. Der sad jeg uden nogen idé, om hvad jeg skulle lave, og nu sidder jeg så her med dig. Vi får se, lyder den afsluttende kommentar.

Bragt i Fodbold i Brøndby, nr. 1 2004