Laudrup: Når det kører, er vi svære at slå!

18.04.2004 00:00

- Det er svært ikke at være tilfreds efter den flotte præstation spillerne leverede i dag. Resultatmæssigt som spillemæssigt var det klart det bedste i foråret, og om det er et tilfælde at det falder sammen med, at banerne bliver bedre, skal jeg ikke kommentere på, fortæller Michael Laudrup efter kampen med et skævt smil.

- Sådan en kamp som denne giver et løft til hele holdet. 4 flotte mål og noget man vel godt kan tillade sig at kalde klasseforskel giver et moralsk løft, og det er noget vi kan bruge til noget.

- Det er fint nok vi vinder 3-0 over Herfølge, og får 0-0 i Esbjerg, men det her er jo noget andet, konstaterer cheftræneren.

God balance

Spillemæssigt har foråret været lidt op og ned indtil i aften, men specielt i defensiven har der været markant fremgang at spore, allerede inden aftenens kamp.

- Ja, vi har nu holdt nullet i 6 kampe i træk, og defensiven har været på plads. Nu laver vi 4 oppe foran, og så begynder det at se rigtig godt ud.

- Det giver god selvtillid at vide, at 1 eller 2 mål er nok til sejren, så det er helt sikkert vigtigt at vi igen formår at holde modstanderne fra at score.

- Offensivt har vi arbejdet en del med indlæg og afslutninger, men i dag spiller de fleste jo en god kamp, og andre spiller rigtig godt. Når det kører sådan for os, ér vi svære at slå i Danmark, det er klart.

Førsteplads og pokalsemifinale

Førstepladsen er igen en realitet, men det lægger Laudrup ikke så meget i.

- De andre kampe betyder mindre. Der er nu 7 runder igen, og med færre og færre kampe bliver point-tab dyrere og dyrere for alle hold. Vi skal derfor kun koncentrere os om os selv, og det pres vi er under er ikke noget problem overhovedet.

- På onsdag kommer AaB igen, og det er en kamp vi også meget gerne skal have et godt resultat i. Alle kan huske hvordan det var i finalen sidste år, og det vil vi meget, meget gerne prøve igen. Om det bliver en lignende kamp kan jeg ikke sige noget om, men man må da gå ud fra, at vi har givet AaB noget at tænke over, slutter han af med et meget bredt smil.

Ekstra på brondby.com