Landsholdsspiller nr. 50 og 51

30.04.2004 00:00

Da Danmark i onsdags besejrede Skotland 1-0, var tre Brøndbyspillere i aktion. Morten Wieghorst styrede sammen med Daniel Jensen den centrale midtbane inden han med ti minutter tilbage af kampen blev afløst af sin blå-guleholdkammerat, Martin Retov. Den tredje Brøndbyspiller, Absjørn Sennels, blev skiftet ind ved 2. halvlegs begyndelse.

Martin Retov og Asbjørn Sennels fik dermed deres første A-landsholdsoptræden som Brøndbyspillere, hvilket i dag blev markeret med en ceremoni på Brøndby Stadion hvor de to spilleres navne blev optaget på Wall of Honour der nu tæller 51 spillere som har optrådt på landsholdet mens de spillede i blå-gule trøje.

I sin tale takkede Asbjørn Sennels for den gode modtagelse han har fået siden skiftet fra Viborg.

Martin Retov fortalte sine holdkammerater at han glæder sig til træningen hver eneste dag, hvilket bl.a. fremkaldte højlydte protester fra Mattias Jonson.

Med afsløringen af Retov og Sennels på Wall of Honour har indtil videre tre spillere fået 'landsholdsdebut for Brøndby IF' i 2004, idet Karim Zaza tidligere på foråret vendte tilbage til det marokkanske landshold med en solid præstation i venskabslandskampen mod Angola.

Ekstra på brondby.com