Kom nu frem...bare en lille smule

21.04.2004 00:00

'AaB, I kan jo ingenting', lød det i store perioder taktfast fra Faxe Tribunen. Og det havde de loyale Brøndbyfans såmænd ganske ret i. Trods det faktum af nordjyderne var en mand i overtal i store dele af kampen, ville AaB-spillerne bare ikke frem ad banen. I stedet fortsatte Brøndbyspillerne det offensive spil og pressede AaB længere og længere tilbage på banen.

Desværre var de blå-gule i dag ikke skarpe nok i de afgørende situationer foran mål, og dermed sluttede det første semifinale opgør i årets DONG Cup uagjort 0-0. Og da Brøndbyspillerne traditionen tro altid scorer på udebane i Jylland, er muligheden for at forsvare pokalen stadig intakt.

Tacklet ud

Godt 9.200 tilskuere var mødt frem til aftenens kamp i håb om at få endnu en målfest, men fra kampens start var det tydeligt at de blå-gule valgte at starte en anelse afventende, AaB ligeså. Da AaB ville ikke noget frem ad banen, tog Brøndby IF over og fik startet det ene angreb efter det andet, med masser af gode muligheder uden dog at få den afgørende fod på der kunne resultere i et mål. Det virkede klart for enhver at det bare var et spørgsmål om tid før bolden igen endte bag Jimmy Nielsen i AaB-målet.

AaB's David Nielsen, der i dagens kamp mest af alt fungerede som forsvarspiller, skulle mod slutningen af halvlegen blive centrum om kampens mest dramatiske episode. Efter han havde begået et par hårde frispark, blev han selv tacklet hårdt af anfører Per Nielsen, og efter en del tumult valgte dommer Claus Bo Larsen at taksere Per Nielsens tackling til direkte rødt. Og herefter kunne de blå-gule se frem til en hel halvleg med 10 mand.

Forsvar er det bedste angreb

Man kunne forvente at AaB efter pauseteen ville komme stormende, men til stor undren for de fleste brugte nordjyderne nærmest alle mand til at forsvare sig. At Brøndby IF er effektive på dødbolde er kendt, men at have alle mand uden undtagelse i forsvaret ved hjørne virkede som overdrevet jysk besindighed.

Brøndbys spillere fightede forbilledligt og styrede hele anden halvleg på trods af holdet var i undertal. I dagens kampprogram er AaB blevet nævnt som et af forårets hold i SAS Ligaen, men det må siges at nordjyderne spillede påfaldende anonymt her til aften. Ikke en eneste målchance formåede AaB at producere, ej heller i anden halvleg.

Kampen endte altså som den startede, men når det er sagt, skal der ikke herske nogen som helst tvivl om at der nærmest kun var et hold på banen i dag. Det var det samme effektive Brøndbyhold vi fik af se i dag som i søndags, men til gengæld virkede det heller ikke som om at AaB ville andet end at nyde de blå-gule kombinationer, og samtidig undgå scoringer.

Returopgøret spilles den 5. maj kl. 18:00 på Aalborg Stadion.

Ekstra på brondby.com