Klar til semifinalen

08.04.2004 00:00

Brøndbyspillerne tog endnu et skridt i forsvaret DONG Cup'en da holdet i dag i Nykøbing Falster Idrætspark i dag besejrede NFA 2-0. Hvor anfører Per Nielsen måtte hjælpe til i søndagens SAS Liga-kamp mod Herfølge, klarede Brøndbys offensive kræfter det selv mod 1. divisionsklubben fra Nykøbing.

Angriber Peter Foldgast scorede for anden kamp i træk da han i det 8. minut sendte et indlæg fra Asbjørn Sennels i nettet. Den stilling holdt halvlegen ud, og vi skulle helt frem til de 87. minut hvor indskiftede ar Dalgas fik oceaner af plads og tid til at udplacere NFA-keeper Kim Christensen. Med sin scoring til 2-0 fik Dalgas et fremragende comeback efter lang skadespause hvor både knæ og skulder har voldt Årets Pokalfigther 2003 problemer.

Kamper i kampen

For Brøndbys roadrunner Jonas Kamper var dagens pokalopgør et kærkomment gensyn med den klub hvor han har fået sin fodboldopdragelse. Den hurtige fløjspiller blev dog overstrålet af sin holdkammerat på modsatte fløj, unge Johan Absalonsen, der gang på gang brød gennem NFA-forsvaret og sendte giftige indlæg ind i feltet, hvor der dog stadig mangler noget skarphed hos de blå-gule frontløbere.

Kontrolleret

Laudrups drenge spillede efter devisen om 'den kontrollerede offensiv'. Kontrol var der i størstedelen af kampen nok af. Offensiven var der også. Men de åbenlyse målchancer udeblev. Det gav, efterhånden i 2. halvleg, de lokale sydhavshelte blod på tanden. De forstyrrede Brøndbyopspillet og blev langt mere direkte i deres spil, der når det fungerer, minder meget om Laudrup og Faxes spilfilosofi. Dét afstedkom flere gode chancer som kunne og burde have bragt hjemmeholdet tilbage i kampen om semifinalepladsen.

Til sidste meldte trætheden sig dog for 1. divisionsmandskabet, hvilket blev tydeligt da en fuldstændigt umarkeret ar Dalgas i slutningen af 2. halvleg cementerede Brøndbys deltagelse i den ene semifinalerne i årets DONG Cup.

Ekstra på brondby.com