13 i træk mod Viborg

23.04.2004 00:00

Der er bestemt ikke noget som helst uheldigt over tallet 13, når det gælder indbyrdes opgør med lørdagens modstander i SAS Ligaen, Viborg. Brøndby IF har en usædvanlig god statistik mod de grønblusede fra domkirkebyen, som ikke har prøvet at løbe med sejren de seneste 13 møder.

Brøndby har vundet syv gange, mens seks opgør er endt med uafgjort. Senest Viborg tog alle tre point ligger helt tilbage til 12. september 1999, hvor Heine Fernandez og Hans Eklund sørgede for en 2-0-sejr i Viborg. I den periode havde Viborg et rigtig godt tag på Brøndby, idet sejren var den tredje i fire opgør.

Mattias Jonson i vanlig udfordrende stil under det seneste opgør på udebane mod Viborg. Her vandt Brøndby1-0.

Ikke passeret i 12 timer

Brøndbys samlede statistik mod midtjyderne lyder på 12 sejre og 10 uafgjorte i 25 indbyrdes opgør med viborgenserne. Målscoreren taler også for sig selv. Den er hele 48-29 i BIF-favør. Brøndby har fire gange scoret fire mål i samme kamp mod Viborg, der omvendt kun én gang har scoret flere end to mål mod Brøndby. Det var 11. september 1998, hvor det blev 2-5 i det hidtil eneste nederlag til Viborg på Brøndby Stadion.

Det er næsten 12 timer siden Brøndby-forsvaret og Karim Zaza senest tillod en modstander at score i enten SAS Ligaen eller DONG Cup'en. Mod Viborg har Brøndby holdt nullet hele syv gange - d eriblandt i det seneste opgør tilbage i oktober, hvor Andreas Jakobsson akkurat reddede sejren hjem med sin scoring til 1-0 i det 88. minut. Kun én gang i superligaens historie er holdene gået fra banen helt uden mål. 23. september 2001 blev det 0-0 på Brøndby Stadion for øjnene af 11.875 tilskuere.

Dan Anton Johansen har fået en fremragende start på foråret.

Brøndby med til at sætte tilskuerrekord

Det højeste tilskuertal nogensinde til en kamp mellem Brøndby IF og Viborg er 18.110. Så mange så Brøndby vinde på hjemmebane med 2-1 15. marts 2003. På Viborg Stadion er det bedste tilskuertal mellem de to klubber lig med superligarekorden i Viborg. Den blev sat 1. juni sidste år, hvor 8.663 var på plads, da det seneste af i alt fire 1-1-resultater blev en kendsgerning.

Manden i sort kunne også være en lille indikation af, at Brøndby kan hente en sejr eller i hvert fald point mod Viborg. Kampens dommer, Steen Knudsen, har dømt 10 opgør i denne sæson før opgøret lørdag eftermiddag. Indtil videre har hjemmeholdene kun vundet to gange.

Brøndby IF har haft Steen Knudsen som dommer seks gange de seneste tre sæsoner. Hver gang er det blevet til tre point for Brøndbyspillerne. Senest, han dømte Brøndby, var i 12. runde, hvor AGF blev slået 2-1 i Århus. Knudsens kortstatistik er 43 gule og to røde kort i 10 kampe. Dermed er hans gennemsnit på 4,5 kort pr. kamp - højere end nogen anden dommer i denne sæson i SAS Ligaen.

Produceret i samarbejde med

Ekstra på brondby.com