Vigtig sejr

20.09.2003 00:00

Der skulle gå næsten et år før OB blev besejret i egen baggård, men her til aften kom nederlaget så. Brøndby IF var på besøg til en de kampe der er på vej til at blive klassikere; som sædvanligt blev kampen afviklet i en intens atmosfære hvor der ikke kun var kamp på banen, tilskuerne fra de to hold kæmpede også om hvem der kunne støtte holdet bedst gennem kampen.

Det skal her være usagt hvem der vandt den kamp, men der er ikke noget der kan ændre på, at Laudrups tropper trak sig sejrrigt ud af kampen på banen, efter at have scoret for 34. gang i træk på udebane.

Hård fight

Der skulle arbejdes hårdt for sejren. OB er jo kendt for at være nogle hårde hunde der spiller lige til stregen, og aftenens kamp var ingen undtagelse. Dog blev dette opgør krydret med tekniske godbidder fra begge hold.

Godt 14.000 tilskuere var vidne til det der må være en af de bedste kampe i SAS Ligaen her i efteråret. Udeholdet startede bedst og kunne sagtens have gået til halvleg med mere end det ene mål. OB var dominerende i kampens sidste fase, men formåede ikke at score, hvilket dog i høj grad var forsvarets fortjeneste.

Kampens eneste mål blev scoret efter kun 15. minutter, sat ind af Thomas Kahlenberg efter et flot forarbejde af Mattias Jonsson og Jonas Kamper.

Matchbold

Ikke lang tid efter målet fik Brøndby IF serveret matchbolden, efter der blev begået straffe mod Martin Retov. Den ellers sikre Kim Daugaard brændte dog, men det kom dog ikke til at få betydning for kampens udfald. Det gjorde bare spændingen endnu mere intens i resten af kampen.

OB havde chancerne til at udligne, og spændingen holdt til sidste dommerfløjt, hvorefter en stor del af tilskuerne måtte gå skuffet fra stadion, dog havde været vidne til en kamp hvor der var underholdning fra start til slut.

De øvrige af aftenens kampe i SAS Ligaen flaskede sig således at Laudrups tropper nu har bragt sig yderligere i front af dette efterårs udgave af SAS Ligaen.

Det var en dejlig aften på Odense Stadion.