Kommentar: Bedre rustet!

24.09.2003 00:00

Der er flere ting der peger i retning af, at Laudrups tropper er bedre gearet til UEFA Cup kampe i år, end tilfældet var sidste sæson, hvor bulgarske Levski Sofia allerede i 1.runde blev endestation. Blot indenfor det seneste halve år, er flere af spillerne for alvor trådt i karakter, og alene den spillemæssige udvikling på holdet, er mildest talt imponerende.

Eksempelvis er Kahlenberg, Retov og Kamper, der alle figurerer fast i startopstillingen, gode eksempler på spillernes udvikling. For blot et år siden, var det kun Kahlenberg der var fast mand på holdet. Lige netop Kahlenberg har med to vigtige scoringer i de seneste to kampe, måske for alvor fået gang i målscoringerne. Som både holdkammerater og Tommy selv har sagt flere gange, har det egentlig blot været et spørgsmål om tid, førend afslutningerne skulle være stolpe ind!

Der er god grund til at være optimistisk forud for aftenens kamp, for som holdet har startet efterårssæsonen, og for så vidt spillede hele foråret, er det højt anlagte tekniske spil blevet endnu bedre, og spillerne er efterhånden blevet så boldsikre, at det blot er et spørgsmål om tid før modstandernes målmand må kapitulere. Meget tyder da også på, at holdet når væsentlig længere i UEFA Cuppen end tilfældet var sidste år. Selvfølgelig skal Viktoria Zizkov først besejres, og selvfølgelig handler det i høj grad om lodtrækningsheld, hvilket vi nok må erkende ikke var eksisterende ved lodtrækningen til denne 1. runde i UEFA Cuppen, men tegningerne til en ny europæisk æra er der.

Traditionelt set er tjekkiske hold teknisk gode, og skruer vi tiden tilbage til sidste sæson, var dagens modstander stopklodsen for det skotske storhold Glasgow Rangers gøren og laden i UEFA Cuppen, så der er mere end god grund til at have respekt for dagens modstander, hvilket også assistenttræner John Faxe Jensen ved flere lejligheder har understreget.

- Umiddelbart er det et af de stærkeste hold, vi kunne trække i puljen. Lad os nu lige se dem først, men på papiret er det en svær modstander, har John Faxe således udtalt.

Viktoria Zizkov har dog ikke fået den bedste start på den nye sæson, og holdet er aktuelt placeret fjerde sidst i tabellen i den hjemlige liga. Holdet har således kun vundet to kampe og senest i weekenden blev det til et 3-0 nederlag. Derudover har holdet kun scoret seks gange hidtil i sæsonen, men under alle omstændigheder skal Per Nielsen, Karim Zaza, Andreas Jakobsson og co. fastholde det imponerende forsvarsspil, de hidtil har vist i ligaen og kvalifikationen til UEFA Cuppen. I sæsonens første 11 kampe er der kun lukket fire mål ind, heraf to i den uafgjorte kamp på udebane mod Viborg.

Dermed er der sat en fed streg under Karim Zaza og Andreas Jakobsson?s evner og betydning på specielt det defensive område siden ankomsten i sommerpausen. Andreas Jakobsson har fra dag 1 gledet direkte ind på holdet på sin egen rolige facon, men som tiden er skredet frem, har den svenske landsholdsspiller fået stadig flere opgaver, specielt i det opbyggende spil. Fra sin position som midterforsvarer er det guld værd når han støder med frem i banen, og med sin teknik og skudstyrke er han endnu et farlig våben i offensiven. Samtidig bliver der mere plads til Kahlenberg og Retov, der begge har deres helt store forcer på den sidste tredjedel af banen. Således scorede Kahlenberg i Odense og der blev begået straffespark mod Martin Retov, der ligesom Kahlenberg har en masse mål i støvlerne. Det er egentlig kun et spørgsmål om hvornår de kommer?

I Europæisk fodbold er det ekstremt vigtigt at man kan spille til nul, og hvis de blå-gule spillere samtidig udnytter målchancerne, ser det rigtig fornuftigt ud!

Hermed ønskes alle rigtig god kamp!