Faxe: Dét vi spiller for del 2

06.09.2003 00:00

Spillestilen er lagt, og alle elskere af offensiv og teknisk betonet fodbold kan også glæde sig til Brøndby i Europa:

- Michael og jeg er overbevist om, at man vinder flest kampe ved at spille den form for fodbold vi gør nu. Vi vil ikke spille naivt, og møder vi Real Madrid vil vi da tage hensyn, men overordnet set handler det om at spille vort eget spil. Specielt på hjemmebane kan det betale sig at spille offensivt i Europa, og det passer fint med min egen filosofi som træner. Vi skal spille fodbold for at score mål!

Det bliver endnu bedre

Der er stadig ting at arbejde med, og ifølge Faxe bliver Brøndby endnu bedre end det vi så i foråret.

- Nu har vi fået meget af det spillemæssige på plads, når vi selv har bolden. Der er stadig plads til forbedringer i vort spil, og det kommer. Der hvor vi kan forbedre os mest lige nu er dog når vi ikke har bolden. Vi skal højere op i presspillet, og blive bedre til at stoppe modstanderen tidligere. Det giver os mulighed for at få bolden endnu mere, og det er det vi kan lide, smiler assistent-træner Jensen.

Spørgsmålet om hvad Brøndby IF mangler for at kunne tage det næste skridt, afføder en meget lang tænkepause hos Faxe. Efter længere tids tavshed kigger han op og siger:

- Ikke noget. Altså, man kan altid blive bedre, men vi har det der skal til for at nå næste niveau i Europa! Vi skal selvfølgelig ikke have for mange skader, så du kunne sige "bredden", men sådan er det jo alle steder. Vi kan sagtens komme til 3. runde med det her hold, og så har vi som sagt hele vinteren til at forbedre os yderligere, kommer det med overbevisning i stemmen.

Troen på sejr

Som så mange andre er Faxe ikke sen til, at give kredit til Brøndbys fantastiske fans. Han har været meget imponeret af niveauet og kreativiteten hos den blå-gule skare, og er ikke i tvivl om, at det har en reel indflydelse.

- Dét er helt sikkert! Et godt eksempel er Farum sidste år. Vi var bagud langt inde i kampen, men hvor tilskuerne måske tidligere havde slået op i banen, blev lydtrykket fra endetribunen bare højere og højere i Farum. På et tidspunkt kiggede Michael og jeg på hinanden og sagde 'hold da kæft - man skulle tro vi førte 4-0'! Og det er helt sikkert, at det trak spillerne op, at de kunne mærke at fansene troede på det - det gav dem simpelthen troen sejren den dag! Det er helt sikkert, at dét også har en stor indflydelse når der kommer udenlandske gæster til Brøndby Stadion, så det håber jeg selvfølgelig vil fortsætte!

I det hele taget er positivitet og glæde nøglen til europæisk succes, mener John Faxe Jensen. Positiv opbakning fra lægterne, spillere der glæder sig til at vise hvad de kan, trænere der allerede gør det, og i det hele taget en klub, der summer af optimisme.

Måske har Faxe alligevel ret - Brøndby IF har igen det der skal til!