Faxe: Dét vi spiller for del 1

05.09.2003 00:00

På listen over de spillere, der har spillet flest førsteholdskampe for Brøndby IF figurerer John Faxe Jensen med 376 stk. I de kampe er det blevet til 21 scoringer, hvoraf de 16 er scoret i ligaen, 3 i pokalturneringen, 1 mål i TOTO Cup og en enkelt scoring i Europa Cup'en. Dén scoring var dog af historisk karakter, da det var Brøndby IF's første af slagsen nogensinde!

Faxe har spillet et hav af internationale kampe for Brøndby IF og andre klubber, og når snakken går på netop Europa, var det naturligt for Fodbold i Brøndby at tage fat i assistent-træneren.

- Jeg er måske nummer fem på listen over spillere med flest kampe i Brøndby, men hvis vi taler Europa Cup er jeg vist den der har spillet flest kampe i klubben. Det blev jo også til 16 kampe for Arsenal og seks for Hamburg, lægger Faxe ud med et smil. Hvorvidt Michael Laudrup er helt enig i dén tolkning lader vi de to Herrer diskutere indbyrdes, men Laudrup har scoret præcis 20 gange så mange mål som assistenten i disse kampe.

Uanset ovenstående er det dog et uomtvisteligt faktum, at John Faxe Jensens navn for altid vil stå med flammeskrift i Brøndby IF's historiebøger, blandt andet altså for målet han scorede d. 17. september 1986. Og det er et mål han og vi andre aldrig vil glemme.

- Nej, den vil jeg altid huske! Det var jo vor første rigtige internationale kamp i historien, og modstanderen var Honved Budapest. Der blev begået et frispark mod Henrik Jensen helt ude ved hjørnet af feltet, men dommeren lod spillet fortsætte, hvorefter jeg fik bolden. Jeg husker at jeg klappede til den med venstre, og den strøg ind via den ene stolpe. Det var helt forrygende, og selvom de udlignede kort efter vandt vi 4-1 på mål af Lars Olsen, Ole Østergaard og Tommy 'Tå' (Christensen, red.). Det var en fantastisk oplevelse, husker han.

Professionelle tilstande - på banen og i baren

Klubben nåede i første forsøg til 3. runde af Mesterholdenes Europa Cup, og oplevede blandt andet at spille i Østtyskland mod Dynamo Berlin og for 70.000 tilskuere i Porto. Store oplevelser for alle, og i det hele taget har Europa Cup fodbold altid været noget helt specielt i Brøndby.

- Ja, det gælder for alle i klubben. Spillere, ledere, frivillige og sponsorer. Lige siden første kamp har klubben gjort noget specielt ud af disse ture, og det blev bare større og større. Det var jo noget der rygtedes hurtigt, og dengang var der ikke rigtig andre, der gjorde så meget ud af turene som os. Som spiller måtte vi nøjes med historierne i flyet eller bussen på vej hjem, for vi var jo på arbejde. Vi gjorde vores pligt på banen, og resten af de medrejsende gjorde deres på diverse barer og diskoteker rundt omkring i Europa, griner Faxe.

Selve kampene var også specielle for drengene dengang. I starten gjaldt det bare om at trække så store hold som muligt, men det ændrede sig rimeligt hurtigt.

- Som ung spiller uden det store forventningspres var det fedt at spille på de store baner foran mange tilskuere. Det var pisseskægt og dengang gik vi nok mere op i oplevelserne end resultaterne. Ikke at vi ikke ville vinde, for dét ville vi, men vi ville hellere spille mod de store hold end at få nogle lette modstandere. Det ændrede sig nu som vi nåede længere og længere i turneringerne. Pludselig ville vi helst have de lette modstandere så vi kunne vinde det hele, smiler han.

I 1986, efter der blev indført fuldtids-professionalisme, blev det også klubbens officielle målsætning at få succes i Europa. Per Bjerregaard mente, at man indenfor 5 år skulle nå en semifinale i en Europæisk turnering.

- Ja, det var faktisk én af grundene til at vi gik på fuldtid. Vi ville have international succes! Det var nu først i 1987 det rigtigt kunne mærkes, for den første sæson var hård. Vi havde jo alle sammen haft arbejde før, og pludselig skulle vi træne hele tiden. Det var sgu hårdt, og vi var helt færdige i starten, griner han. Dengang kunne vi stadig overraske, for der var jo stort set ingen der kunne udtale vort navn i udlandet. Der var ikke rigtigt nogen der kom og så vores kampe før de skulle spille mod os, og da de så mødte os fik de et chok. Vi var et rigtig godt hold, og det fandt de ud af for sent.

Man skal bevise noget hver gang

I dag er der et helt anderledes pres på de unge spillere end i de første par år. Omgivelserne forventer at Brøndby skal præstere hver gang i Europa, og forventningerne er ikke mindre internt. Til gengæld ser Faxe EC-kampene som en god mulighed for de unge til at bevise hvad de kan. Og de kan meget, slår han fast.

- Kampene er først og fremmest en mulighed for de unge spillere til at vise hvad de står for. De kommer forhåbentlig til at møde nogle fantastisk gode hold med nogle fantastisk gode spillere, det kan man lære meget af. Man kan måle sig selv, og finde ud af om man kan komme videre i sin udvikling. Det er samtidig hårdt, for du har måske meget få kampe at bevise det i.

- Som træner er det lidt det samme. Man kan virkelig få målt sine spillere, og få et indtryk om folk måske er modne til noget mere, om der er en fremtid på landsholdet og så videre. Men først og fremmest gælder det for de unge at mærke, lytte og lære. Det er også vigtigt, at de glæder sig og aldrig bliver bange for at spille spillet. Det er jo det her de spiller fodbold for; Store kampe på store stadions!

Der har tidligere været talt meget om, at forkælede danske spillere kunne være grunden til de sidste års manglende resultater. Her er Faxe både enig, og så alligevel.

- Der er ingen tvivl om, at der har været en kolossal forskel. Der har tidligere været en forkælethed over danske spillere, og går vi 10 år tilbage var der en verden til forskel på indstillingen i f.eks. England og i Danmark. Derovre skulle der arbejdes for at få en ordentlig hyre, her fik alle en god løn. Det ser dog anderledes ud i dag, og jeg må sige at langt de fleste unge drenge, i hvert fald i Brøndby, forstår at der skal arbejdes for sagen.

Succes i år?

Der er altså sket meget siden Faxe og Brøndby IF trådte ind på den Europæiske scene med et brag. Det er blevet meget sværere at overraske, og der er blevet længere til finalerne. Faxe er da heller ikke meget for at sammenligne holdene fra dengang og nu.

- Det tror jeg man skal holde sig fra. Det er nogle helt andre forhold der gør sig gældende i dag, og det er blevet sværere at få succes internationalt. Når det er sagt mener jeg til gengæld heller ikke, at vi er særligt langt fra at kunne nå endnu et gennembrud. Det kræver dygtighed, men også held. Spillemæssigt er vi nået langt og vi har både holdet og spillerne der kan markere sig på højt niveau. Kan vi få lidt lodtrækningsheld er der jo kun 2 runder efter denne til vinterpausen, og her kan vi igen tage endnu et skridt på det rent spillemæssige område.