En suppehøne uden kød på...
26.09.2003 00:00
Dagbladet BT havde som vanligt op til en Europa Cup-kamp fundet en negativ vinkel at skrive om. Det overrasker ingen mere, for det har været en fast politik gennem længere tid, at BT har en negativ hilsen til Brøndby IF som optakt til Europa Cup'en.
Denne gang var det agenter. At de unge spillere pga. af striden med Wolfsburg, der løb fra en kontrakt med Peter Madsen, nu ønskede at tegne kontrakter med spilleragenter. Underforstået, at spillerne havde mistet tilliden til klubben. Det blev senere til, at Per Bjerregaard var imod agenter, og at han hellere så deres hæl end tå.
Man må efterhånden undre sig meget over BT Sportens strategi. Måske er det lettere at skrive negativt om sport? Måske er det svært at forstå sportsfolk og sportens ledere, der udtaler sig? Men man kan vel heller ikke helt udelukke, at tendensen til negative artikler afspejles i det faldende oplagstal. Givet, at der også er andre årsager, men ...
- Vi har et glimrende forhold tilen række danske og udenlandske FIFA agenter, og der har i næsten alle de spillerhandler - såvel til som fra klubben - vi har haft gennem årene været agenter inde i billedet, eksempelvis John Sivebæk, Advokat Thomas Monberg, Ivan Benes, Frank Mathiesen, Per Steffensen, Lars P. Fosdal, Rune Hauge, Erik Soler, Anders Waldsten etc. Derfor er det helt klart journalistens egen fortolkning af det jeg udtalte til ham på vort pressemøde forleden, udtaler Per Bjerregaard.
En fordel at vente
- Jeg sagde til ham, at vi ikke fandt, at danske spillere i Brøndby IF havde behov for en agent. Også fordi såvel DBU som FIFA indskærper, at det er spilleren selv, der skal betale agenten og ikke de involverede klubber. De fleste unge rådfører sig med deres forældre og med Spillerforeningen. Det er glimrende rådgivning ved engagement i danske klubber.Men ved overgang til udlandet kan det være en helt anden sag. Faktisk kan det være en fordel at vente med at vælge agenten, til han eventuelt havr et tilbud fra udlandet til spilleren.
- Faktisk er der nogle agenter på markedet, der lover meget, men holder lidt. Men jeg sagde også til journalisten, at når en af vore spillere valgte en agent, så accepterede vi det uden form for pres eller andet. Når samme journalist nu koger videre på suppehønen om, at Michael Laudrup og jeg er uenige om spilleragenter, så er der kun at sige, at der ikke er meget kød på dét fjerkræ. Som det i øvrigt også fremgår af artiklen, så er Michael og jeg helt enige om spilleragenters rolle og betydning, afslutter Per Bjerregaard.