EC-historie: Nye tider på udebane

09.09.2003 00:00

brondby.com's stime med artikler om deltagelse i europæiske turneringer, fortsætter her med et tilbageblik i tidligere tiders store europæiske fodboldkampe. Artiklen er en fortsættelse af gårsdagens artikel 'To historier om et eventyr', der sluttede med klubbens måske største sejr nogensinde, da storklubben Liverpool blev besejret på Anfield Road...

Sejren på Anfield Road havde tilsyneladende givet Brøndby smag for udekampene, som ellers ikke tidligere havde bragt mange sejre.

?Det er slut?, Peter Møller til Jyllands-Posten efter at have brændt straffespark i de sidste minutter af 3-1 nederlaget i første kamp mod Karlsruhe.

I sæsonen 1996/97 slog Brøndby i de to første runder af UEFA Cup?en henholdsvis Aarau fra Schweiz og Aberdeen fra Skotland ud. Begge bl.a. i kraft af solide 2-0 sejre på udebane. I tredje runde ventede Karlsruhe. Efter et 3-1 nederlag hjemme havde de fleste afskrevet holdets chancer i returkampen. Brøndby viste imidlertid sin nyvundne udebanestyrke til fulde og vandt sensationelt returkampen 5-0. Karlsruhes største hjemmebanenederlag i 19 år.

?Det her er på højde med EM-triumfen på Nya Ullevi? Kim Vilfort til BT efter 0-5 sejren på udebane over Karlsruhe

I kvartfinalen tog Brøndby til Tenerife og med endnu en kraftpræstation blev ferieøens fodboldhold slået 1-0. Desværre blev det alligevel til exit for Brøndby, idet de hjemme tabte 2-0.

Med 4 udebanesejre i træk, markerede sæsonen, at Brøndby havde gennemgået en forvandling i europæisk sammenhæng. Fra at være et hold der byggede sine triumfer op omkring meget stærke præstationer på hjemmebane, var det rutinerede og velorganiserede Brøndby-mandskab nu god for nogle imponerende udebanesejre.

?Tænk på, at vi i denne UEFA cup sæson har en samlet målscore på 10-0 på udebane? Ebbe Sand til Ekstra Bladet efter 1-0 sejren på Tenerife

Ydermere er det bemærkelsesværdigt, at skiftet fra ?hjemmebane-æraen? til udebane-æraen? skete præcis midtvejs i Brøndbys hidtidige europæiske kampagne. Således udgør kampene mod Aarau Brøndbys europæiske kampe nummer 47 og 48 ud af i alt 94 europæiske kampe.

Endelig Champions League

I 1998 lykkedes det endelig Brøndby at slå sig igennem til Champions League, og igen var det en udebane-præstation, man kunne takke for succesen. Kosice fra Slovakiet blev slået 2-0 på udebane og så gjorde det mindre, at man senere tabte 1-0 hjemme.

Debuten i Champions League blev sportsligt set ualmindelig svær. Bayern München, Manchester United og FC Barcelona kom op af hatten ved lodtrækningen, og selvom Brøndby via en medrivende 2-1 sejr over Bayern München efter 1. runde lagde sig i spidsen af puljen, blev det indledende gruppespil endestationen for Brøndby.

Problemer mod østeuropæiske hold

Siden har bl.a. en række på papiret mindre østeuropæiske hold sat en stopper for Brøndbys europæiske drømme. Flotte præstationer, som de uafgjorte kampe ude mod Parma og Hamburger SV og 5-0 hjemmesejren over Varteks, er det dog også blevet til.

Sammenlignet med Brøndbys første år i Europa Cup'en, må man konstatere, at resultaterne på hjemmebane er blevet mere svingende, mens man har forbedret sig gevaldigt på udebane. ´

Hjemmbane-æraen varede 47 kampe, udebane-æraen har hidtil varet 47 kampe, så hvem ved, med et nyt Brøndby-hold på vej er endnu et skift i Brøndbys europæiske præstationer måske også på vej? Man kan ikke andet end at håbe, at det nye kuld af unge uimponerede talenter indvarsler starten på endnu en succesfuld tid for Brøndby i europæisk fodbold.

Brøndby i de europæiske turneringer

Siden debuten i 1986 har Brøndby kvalificeret sig til en af de europæiske turneringer hvert år på nær 1992

Brøndby har spillet 98 kampe, hvilket har resulteret i 44 sejre, 19 uafgjorte, 35 nederlag og en målscore på 147-116

En gang har Brøndby været i semifinalen i UEFA cuppen, mens man to gange har spillet sig frem til kvartfinalen

På ranglisten for de seneste 20 års resultater i de europæiske turneringer indtager Brøndby en 39. plads. Ingen andre danske hold figurerer på top 100. Dinamo Minsk indtager en 78. plads

På alle tiders rangliste ligger Brøndby nummer 78. AGF er næstbedste danske hold på en 142. plads, og Dinamo Minsk indtager en 133. plads

Tilskuerrekorden på hjemmebane er sat mod FC Barcelona i 1998 (40.892), mens udebanerekorden er sat mod FC Porto og Barcelona (70.000) i henholdsvis 1987 og 1998

Bragt i Fodbold i Brøndby nr. 3/2003


Ekstra på brondby.com