Statistik: Brøndbys ude-fordel

24.10.2003 00:00

At Brøndby er kæmpefavorit mod kriseramte AB, der har tabt syv kampe på stribe, er almindeligt kendt. Men faktisk er statistikken på Gladsaxe Stadion også på Brøndbys side. Laudrups drenge har ikke tabt på akademisk græs siden 25. maj 2000, hvor AB vandt med 2-0.

Her blev den nuværende Glasgow Rangers-spiller, Peter Løvenkrands, dobbelt målscorer for AB. Det var i øvrigt den kamp, der definitivt afgjorde, at Brøndby ikke vandt mesterskabet dén sæson. Guldet gik i stedet til sensationen Herfølge, der samme aften spillede 1-1 i Silkeborg.

Siden den kamp har Brøndby spillet seks opgør på Gladsaxe Stadion og vundet de fire. Og det er indenfor de seneste tre sæsoner, udebanestatistikken for alvor har vendt sig til Brøndbys fordel.

Statistikken siger mål

I alt har de to hold mødt hinanden 13 gange på Gladsaxe Stadion. Brøndby havde indtil sæsonen 2000/2001 kun én sejr på AB's hjemmebane. Det var den 8. november 1998, hvor de blå-gule vandt den største udesejr over AB i SAS Ligaen. 4-0 blev det på to mål af Ruben Bagger og et hver af Peter Graulund og Bo Hansen.

I de første fire af AB's indtil videre otte sæsoner i SAS Ligaen lykkedes det heller ikke Brøndby at vinde to kampe i træk mod AB. Den første stime kom i 2000/2001 samt den følgende sæson, hvor Brøndby så vandt hele fem opgør mod AB i træk. Til gengæld har Brøndby endnu ikke prøvet at tabe to kampe på stribe mod AB.

Brøndby er aldrig gået ned mod AB. Heller ikke på Gladsaxe Stadion. Det største nederlag til uglerne er 1-3 - tilbage i sæsonen 1997/1998. Og kun to gange har Brøndby måttet forlade banen som udehold uden at få scoret mod AB. Det var begge gange i sæsonen 1999/2000.

Sidst de to hold mødtes var også på Gladsaxe Stadion. Her vandt Brøndby sikkert med 3-0. Det var anden gang i træk, AB ikke formåede at score mod Brøndby IF.

Produceret i samarbejde med NetSuperligaen.dk

Ekstra på brondby.com