Spiller-reaktioner efter sejren

05.10.2003 00:00

Ikke kun cheftræneren var tilfreds efter kampen, også spillerne var glade og fornøjede efter opvisningen på Brøndby Stadion, og specielt én havde det som Jeppe i Baronens seng. Thomas Kahlenberg var omringet af journalister efter kampen.

- Det var først og fremmest en dejlig kamp og et skønt resultat. Det er klart, at de to mål betyder meget for mig, men jeg var nu langt fra alene om dem. Ved begge scoringer fungerer vore dybdeløb perfekt, og Martin Retov har en stor andel i, at jeg får scoret.

- Han er med i det opbyggende spil hele tiden, og han får hevet et par spillere til sig, da han krydser over i sit løb. Jeg får lagt dem godt ind, og specielt det sidste mål synes jeg var godt, kommer det beskedent.

- Det har i det hele taget været en dejlig uge, først med forlængelsen og nu med sejren og et par mål Forlængelsen betyder meget, og giver lidt ro. Det betyder jo ikke, at jeg ikke på sigt kan komme til udlandet, men skal jeg spille i Danmark er Brøndby helt klart klubben for mig, slår midtbanekometen fast.

Jonas Kamper

- Det var en fed kamp og en fremragende stemning hele vejen rundt. Jeg synes vi fik vist at vi ikke bare spiller godt, men også formår at lukke kampen med effekt.

- Mit eget mål var efter flot forarbejde af Mattias, der kommer til baglinien i venstre, og smider den ind foran. Der er ingen mål, der er lette, men denne gang turde jeg ikke sparke den over med alle de skriverier, der har været, griner Jonas.

- Allerede da vi løb på banen kunne vi mærke, at vi ville sætte tingene på plads. Selvom der gik lidt tid var der aldrig nervøsitet på banen, og da Kahlenberg scorer til 2-0 følte jeg mig rimelig sikker på sejren. Stemningen på stadion var jo helt elektrisk.

- En dejlig dejlig sejr, slutter Kamper af.

Morten Wieghorst

- I dag viste vi vore fans, at det er sådan vi vil spille. Frem ad banen og flotte afslutninger. Jeg får ikke scoret selv, men det var da tæt på. Måske den er der i næste uge?

Hvis det sidste er tilfældet har landsholdet noget at glæde sig til, i mellemtiden må vi andre konstatere, at Wieghorst igen spillede en god kamp i Brøndbys maskinrum. Han ville dog helst snakke om en kollega.

- Thomas spiller en fremragende kamp i dag. Det er skønt, at spille ved hans side, hans løb med bolden er en fornøjelse. Også når han ikke har bolden søger han hele tiden de tomme rum, og gør på den måde opgaven lettere for os andre, når vi skal frem ad banen.

- At han også for scoret to lækre mål gør det hele endnu bedre. Han må være den, af spillerne i periferien, der er aller tættest på A-landsholdet lige nu, og måske målene nu vil gøre forskellen. I hvert fald kan vi her i Brøndby glæde os over, at han har forlænget og at han har fået hul på mål-bylden. Når han spiller sådan, er han umulig at holde, slutter vice-anføreren af.

Sejr, førsteplads og glæde i lejren. En perfekt indgang til liga-pausen!