Sejr i dramatisk kamp

19.10.2003 00:00

De mørke skyer var trukket op over Århus stadion her til eftermiddag hvor Laudrups tropper mødte AGF i en kamp der bød på både intensitet, drama og god fodbold. Det var vindstille, men på stadion skulle der ikke gå længe før stormen mod hjemmeholdet mål blev indledt; efter kunsyv minutter kunne Morten Wieghorst bringe Brøndby IF foran.

Trods en regnvåd bane leverede udeholdet en flot første halvleg. Alligevel fik AGF udlignet, da Dan Anton Johansen missede et ellers ufarligt skift og bolden røg under foden på ham, og efter godt et kvarter kunne den tidligere Brøndby spiller Peter Graulund skabe balance i regnskabet, uden chance for Karim Zaza.

Til grænsen

Kombinationsspillet og førstegangsafleveringerne hosudeholdet flød periodevist så det var en fryd for øjet. AGF manglede måske lidt i teknisk formåen, men det viste de i stedet i fight og vilje. De havde en plet der skulle vaskes væk, og det blev den vel også delvist.

De spillede til dommerens grænse, og det fik et par af Brøndbyspillerne at mærke. Hele fem gule kort blev hevet op af lommen, men lidt uforståeligt skulle man helt frem til det 90. minut før et af kortene blev givet til en AGF-spiller.

To kort blev givet til hhv. Karim Zaza og Per Nielsen for brok, ganske pudsigt i en situation hvor en Martin Retov måtte humpe fra banen efter en noget utraditionel tackling af Brian Steen Nielsen. Første vurdering af Retovs skade peger på en blodansamling, hvilket ikke burde holde ham ude af onsdagens SAS Liga-opgør mod Viborg på Brøndby Stadion.

Periodevist kunne man tydeligt se Laudrups aftryk i spillet, men overordnet set vil kampen desværre mest blive husket for de sidste 10 minutter, hvor mange høje bolde blev spillet fra de to forsvar forbi midtbanen.

Lærebogseksempel

Midt i anden halvleg var det som om at Brøndby IF fik gang i det spil, intet hold i Danmark kan stille noget op imod. Kombinationerne flød og hjemmeholdets forsvar var på hælene, men de mange chancer gav ikke udbytte som fortjent det 61. minut hvor en af dagens helt store spillere fik sendt bolden forbi AGF?s målmand.

Hele opspillet var som taget ud af fodboldens ABC, og jublen var stor blandt Brøndbys spillere, da Thomas Kahlenberg endelig fik udbytte af det store arbejde.

Målet tvang naturligt de hvidblusede længere frem på banen, men evnen til at komme igennem Brøndbys forsvar var bare ikke til stede.

Kampen endte med en ganske fortjent sejr til Brøndby IF, der fortsat ligger der hvor det er sjovest: På førstepladsen i SAS Ligaen.

Ekstra på brondby.com