Laudrup: Godt spil og god fight

19.10.2003 00:00

- I den første time spiller vi rigtig godt med mange gennemspillede angreb og en del afslutninger. Vi burde måske have lukket kampen allerede i første halvleg, men selvom vi kommer til en del muligheder har vi kun en enkelt eller to 100% chancer, og så kommer AGF lidt ind i kampen alligevel.

Som han stod der, i Søjlehallen under hovedtribunen i Århus så Michael Laudrup ud til at være godt tilfreds efter sejren, og han var da heller ikke overrasket over hverken spil eller intensitet i kampen.

- AGF sælger sig selv dyrt. Ligesom Zizkov spillede deres sidste chance skulle AGF også frem og redde lidt af æren. Ikke hele sæsonen, men de havde en plet de skulle have vasket af efter sidste rundes store nederlag, og de gav hvad de havde.

Intet nyt i Århus

- Før kampen blev der snakket en del om skadessituationen hos dem, men når man ser på hvad de stiller op med fra start, er det vel kun Leon Andreassen de reelt mangler. De er lidt tynde i udskiftningerne, men startopstillingen var der ikke meget nyt i. Vi mangler jo også en del spillere, så sejren kommer vist ikke på en specielt billig baggrund, lyder det fra cheftræneren.

- Martin Retov fik et slag i en duel midt på banen. Det ser lidt skidt ud i situationen, og der kommer også et par andre meget sene tacklinger i dag. De bliver ikke dømt af hverken dommer eller linievogter, så de må mene at det ikke var over stregen.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med mit hold i dag. Vi kommer godt over flankerne i begge sider og specielt Jonas Kamper kommer frem til en del. Og så Kahlenberg på midten er med i en hel masse, og når der bliver arbejdet som der blev i dag kan jeg kun være tilfreds.

Små slag

- AGF?s mål er meget symptomatisk for spillet. De får bolden efter en fejlaflevering og slår den langt. Bolden ryger under Dan Antons fod og Graulund sparker så den eneste chance de har i første halvleg flot ind. Det er hvad der sker.

Om skaderne fortalte Laudrup:

- Både Kahlenberg og Retov får nogle slag. Jeg håber og tror ikke det er slemt, men under alle omstændigheder får vi Zimling tilbage på tirsdag, så det skal nok gå. Næste opgave er Viborg, men dem tager vi først fat på i morgen, når vi har fået slappet lidt af, slutter cheftræneren, der altså kan se tilbage på sin første sejr på Århus Stadion.