I dag er det...

15.10.2003 00:00

Året 1973 var på mange måder betydningsfuldt i Brøndby IF. Det var året hvor Per Bjerregaard blev valgt som formand, Ebbe Skovdal kom til klubben, og det var første gang et medlem af Laudrup-familen satte sig i trænersædet i klubben. Det var dog ikke det eneste skelsættende, der skete det år.

15. oktober 1973 kom én af Brøndby IF?s absolut største klubfolk gennem tiden til verden, og i dag fylder anfører Per Nielsen 30 år! Han har aldrig spillet for andre klubber end Brøndby IF, og siden han debuterede på førsteholdet i 1995, er det blevet til ikke færre end 364 kampe i gult og blåt.

Sejr den bedste gave

Fødselsdagsbarnet får ikke megen tid til at fejre dagen, for det er en travl tid for de blå-gule spillere.

- Ja, jeg skulle jo egentlig have skrevet en klumme til brondby.com her inden kampen mod Viktoria Zizkov, men jeg har haft lidt travlt med andre gøremål, smiler Per Nielsen, der ikke vil ud med hvordan fødselsdagen fejres på privatfronten.

- Den er allerede blevet fejret med førstepladsen i SAS Ligaen og med EM-kvalifikationen i lørdags. Og det er forhåbentlig ikke slut endnu, for jeg regner bestemt med at få endnu en gave i form af en samlet sejr over Zizkov i morgen, konstaterer han da brondby.com fanger ham i én af de få ledige stunder.

Der er ingen tvivl om, at kampen i morgen betyder meget for anføreren, der indtil nu ikke har har prøvet at score i en Europa Cup-kamp.

Per Nielsen kan godtovertales til at optræde i andre farver end Brøndby IF's

- Det ville da være skønt hvis det kom i morgen, men det er absolut ikke noget jeg går og spekulerer på. Vi skal videre, og det kommer vi hvis vi holder dem fra at score. Alternativt skal vi bare score en enkelt pind, så skal Zizkov jo lave 3 mål, og det kan jeg helt ærligt ikke forestille mig de gør!

Afgang

Spillere, ledere, trænere og sponsorer flyver her til morgen til Prag, hvor den står på en enkelt gangs træning, inden det går løs i morgen eftermiddag. Efter kampen er der afgang mod Danmark torsdag aften, før der allerede fredag morgen er træning igen.

Anføreren vil ikke love noget, men regner med at han lader høre fra sig i løbet af fredag.

- Mon ikke jeg kan finde et par minutter til at skrive om det, der forhåbentlig bliver en samlet kvalifikation til anden runde? Det håber jeg, for vi har jo også en kamp i weekenden vi skal vinde, smiler fødselsdagsbarnet selvsikkert.

Vi får se. Det vigtigste er, at anføreren holder drengene på sporet i morgen når det går løs i Prag.

Ekstra på brondby.com