Ebbe Skovdahl: Jonson en evig trussel

28.10.2003 00:00

Ebbe Skovdahls navn ringer bekendt i enhver Brøndby-supporters øregang. Den tidligere cheftræner i Brøndby IF kom til Boldklubben FREM den 10. oktober 2003, da Ole Mørk blev fyret efter seks nederlag på stribe. Foreløbig har Ebbe Skovdahl ført sit nye mandskab til en flot 5-1 sejr over FC Nordsjælland, opnået uafgjort 0-0 i Aalborg ? hvorefter det blev til et sviende hjemmebanenederlag på 0-4 til Esbjerg i søndags.

På Valby-klubbens hjemmeside kan man læse følgende udtalelse i forbindelse med pressemødet for den tidligere Aberdeen-træners tiltræden:

- Jeg ser det helt klart som mit mål i første omgang at få Frem til at bide sig fast i SAS-Ligaen, og jeg glæder mig meget til samarbejdet med Frem, som jeg føler, er en hel klub, med en spirende talentudvikling, hvor der hersker den stemning, fanden-i-voldskhed og atmosfære, der tiltaler mig, siger Ebbe Skovdahl.

Brøndbyspilleren Søren Larsen er udlejet til Frem, hvor han har haft stor succes.

Ebbe Skovdahl uddyber overfor brondby.com sit klubvalg forud for onsdagens opgør på Brøndby Stadion:

- Det handlede mest af alt om, at min kone og jeg var enige om, at vi ikke ville mere til udlandet. Jeg havde et par andre tilbud også ? uden at jeg vil komme ind på hvilke. Ligesom jeg kunne have valgt at fortsætte i Aberdeen. Men nu ville vi gerne tilbage til Danmark, og så spillede geografien også ind i den forstand, at det helst skulle være en klub på Sjælland, forklarer Ebbe Skovdahl.

Ebbe Skovdahl glæder sig til gensynet med Brøndby Stadion, selv om Frem-træneren frygter Brøndby-mandskabet, som de spiller i øjeblikket:

- Det er altid en fornøjelse en komme på Brøndby Stadion. Jeg har jo brugt nogle år derude. Men det er ikke sikkert, at jeg synes det efter kampen. For det bliver da helt sikkert uhyggeligt svært for os. Når Brøndby først får gang i maskinen, spiller de imponerende godt, siger Ebbe Skovdahl, der ser mange faretruende elementer på Michael Laudrup og John ?Faxe? Jensens mandskab.

- Vi skal passe på det hele! Brøndby har et særdeles stærkt forsvar, og nogle meget dynamiske midtbanespillere. Som Mattias Jonson spiller i øjeblikket er han en evig trussel. Alle kan se, hvor meget han har udviklet sig siden skiftet til Brøndby. Og Thomas Kahlenberg er en virkelig dygtig spiller, mener Ebbe Skovdahl.

Ebbe Skovdahl har meget stor respekt for storspillende Mattias Jonson, der for tiden er i forrygende form.

Ebbe Skovdahl fulgte meget med i, hvordan det gik Brøndby, også mens han var i Aberdeen. Den snu cheftræner har da også et par fif med hjem til, hvordan Boldklubben Frem måske kan stække formstærke Brøndby.

- Det var mest på hjemmesider og i pressen, at jeg fulgte med. Men jeg har da et par ideer, som jeg vil afprøve. Så må vi se, om de kan bruges, siger Ebbe Skovdahl lumsk.

Hvad er det for nogle ideer? Spørgsmålet flyver ud, måske lidt for kvikt.

- Det vil jeg da ikke sige til dig, kommer det lige så hurtigt tilbage.

Ebbe Skovdahl havde mandag eftermiddag endnu ikke et præcist overblik over, hvilke spillere han har til rådighed mod Brøndby. Til Esbjerg-kampen var tre spillere i karantæne og fire andre på skadeslisten. Det var tilsyneladende lige i overkanten.

Brøndby må forventes at finde den offensive stil frem igen. Vel mødt onsdag aften!

Ekstra på brondby.com